Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET ATTENDE AARHUNDREDE.
485,
Da som Din fange ned jeg stiger
med Dig til underverdnens riger.
Da lad kun dødningklokken gjalde,
da er Du for Din tj enest fri,
lad uhret staa, dets viser falde,
for mig er tiden da forbi!
I belysning af væddemaalet mellem Vorherre og
Mefistofeles maa nu dramaets følgende handling ses: Fausts
sjæl er i sig selv opadstræbende; den lærde doktor
har tilbragt sit ganske liv med at søge en løsning paa
livets gaade, med at trænge ind i tingenes kjerne; han
er personifikationen af den evigt søgende menneskeaand.
Det store spørgsmaal i tragedien er, om denne hans
alvorlige sandhedsstræben i og for sig og i den grad
er »af det gode«, at Mefistofeles7 kunster for at gjøre
ham til en jordens træl forbliver frugtesløse eller ikke.
Det er menneskeslægtens famlen-om og søgen-fremad
paa alle felter, som digteren saaledes underkaster en
dyb og genial drøftelse.
Første del af digtningen indholder tre episoder:
drikkegildet i Auerbachs kjælder, hvor Mefistofeles
forsøger, om Faust ikke skulde være tilbøielig til at
ud-raabe: »O, dvæl endnu, Du skjønne stund«! Men
doktoren føler sig ikke tiltalt heraf, og scenen flyttes
over til det berømte optrin i »hexekjøkkenet«, hvor
ceremonierne i den kristelige kultus bespottes af
troldkvinden og marekattene. Faust finder ingen
tilfredsstillelse heri:
Hvad skal det dumme væsen til,
det ynkelige gjøglespil?
Jeg kjender alle disse fagter,
som dybt jeg hader og foragter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
