Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"V
— 59 —
Milloin Bakkar og Berg utmed Havet
heve Nordmannen fenge sin Heim,
der han sjølv heve Tufterne grave
og sett sjølv sine Hus uppaa deim.
Han gled ind i Kroken for ikke at bli set; aa,
om hun vilde synge mere, synge mange Vers!
For i den gamle kjendte Tonekrans om Ivar
Aasens skjønne Ord, satte hun av og til en liten
tindrende vild Fjeldblomst, som lyste av
overdaadig Sommer og ung Længsel.
Tonen snoet sig ny og frisk som fra den
huldre-stemte Feles myldrende Brus.
Aa den Sangen — den Stemmen! Den drog
Landet sammen; for første Gang forstod han det,
saa han det umaadelige Norge bli til sit
Fædreland, til et vældigt Billede i Pragt og Herlighet!
Men det kunde rummes i hans Bryst, det levet
i hans Hjerte. Det bølget i hans Blod som Havets
Morgennynn om fjerne Kyster; som Grænseskogens
mørke Sus naar Kveldsvinden bøjer den mot de
sidste rødmende Blaaner.
Even syntes at forstaa Oprindelsen til sit
Fjeld-folks sterke vilde musikalske Drøm i Fjeldslaattens
fraadende Magtflom, ingen Grænser skal det være
Leik!
.....For Storflommens Poesi er at sprænge
Elvens vanlige Løp.
Efter denne Dag kom Torgun oftere ned i
Storstuen for at tralle gamle Laatter og synge Viser.
Ved Evens oprigtige Beundring svandt hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
