Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 131 —
Priserne var trykket, naar han kunde staa sine
tolv Timer itræk ved Staffeliet. —
Men — det store Billede som stod snudd mot
Væggen, det var hans Uro, det som han levet for,
det som maatte vente til de mest presserende
Regninger — Smaalaan, Vexler var ordnet.
Even skyldte sin Barndoms Poesi dette Billede;
ja sine store Indtryk av Dramaet om Kristus.
Han vilde skildre det dypt forladte, ensomme ved
ham; det menneskelige. Det skulde ha til Titel:
«Og han gik alene op paa Bjerget».
Et naturalistisk Billede; aandelig og legemlig
ut-slidt sitter Frelseren paa den graa Snøfonn,
hjelpeløs og sløv. Munden halvt aapen og fortrukne
Ansigtstræk. Det lange uflidde Haar hænger
skræmmende vildt om hans koldsvede Pande.
Hans Verdenskvide, hans stjernehoge, sørgmodige
Haap skulde uttrykkes i Morgendæmringen, en
gryende svak Dag som kjæmper sig ut av Nattens
tunge Mørke. Urolige Skymasser stiger og
spredes bak hans Hode, der frit og truende rager op
over de låve Fjellinjer.
Kun Berget ved hans Side, med de milde
grønlige Roser av Lav, var den eneste Ømhet som
raktes ham efter Nattens Angst og Tilintetgjørelse.
Ifjor og iaar, paa Slutten av Vintren, hadde
Even ligget paa Sætren og gjort Studier. Han
bar en Leddukke op i Snøen og klædde den med
en mattrød Kjortel; og om Natten ved Tretiden
naar det gryet i Nordøst, sat han og arbeidet. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
