Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 217 —
finde Mat om den fandt paa at vente paa ham
imorgen.
Budørene lot han ogsaa derfor staa aapne og
med Bøssen og den altid oplagte muntre Hund,
skled han i det heftige Maaneskin vestover til
Elven.
Roy skræmte op en og anden sint skrattende
Stægg, ellers drev Himmel og Jord lydløst sin
gamle brutale Likegyldighet sammen.
Even blev av og til staaende og hvile paa
Staven, og saan Hast hadde det jo ikke.
Varme bløte Bølger av gule Barnelokker mødte
ham, vilde tvinge ham tilbake, true ham mot
Undergang —
Men han var en altfor trænet Svømmer paa
Mindernes Hav —
Noget graatt skilte sig ut fra et mørkt Krat —
Even drog Kjendsel — det var den slunkne Ulven.
Den syntes at ha sprunget længe, Tungen hang
og deiset over de blinkende Tænder.
Dyret diltet tilhøire, litt foran, seigt og
taalmodigt med Kjæften grinende op mot Øjnene.
Even kastet sin Stav mot det, den gik tværs
igjennem —
Det var jo ogsaa bare en Skygge, for den hadde
ingen Skygge. —
Han var nu kommet ind paa sit gamle Skispor
og stod like over det mørke Juv med det sagte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
