Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330
et glimrende omdømme. Hvad han sa var altid
uventet, men det var altid uventet storsindet og
ofte uventet moderat. Ta noget saant som lig-
nelsen om klinten og hveten. Den er paa en
gang baade subtil og fornuftig. Det er ikke en
sindssyks usammensathet. Det er ikke engang en
fanatikers usammensathet. Den kunde være for-
talt av en tænker som var hundrede aar gammel
og hadde set et aarhundrede fuldt av utopier.
Denne evne til at se bakom og helt rundt om-
kring en selvfølgelighet ligner mindst av alt den
egocentriske gales tilstand, hvor der bare er en
eneste flekk paa hjernen som er følsom. Jeg for-
staar ikke hvordan disse to egenskaper overbe-
visende kan kombineres andet end paa den for-
bausende maate hvorpaa de er kombinert i tros-
bekjendelsen. For saa længe som vi ikke er
rukket frem til at akceptere faktum som faktum
— det faar være saa rart det være vil — fører
alle forsøk paa at gjøre tilnærmelser til det i
virkeligheten længer og længer bort fra det.
Guddommen er stor nok til at være guddomme-
lig og den er stor nok til at kalde sig guddom-
melig. Men efterhvert som mennesket blir større
og større blir det mindre sandsynlig at det vil
gjøre det. Gud er Gud, som muhammedanerne
sier, men en stor mand vet at han er ikke Gud,
og jo større han er, desto bedre vet han det.
Paradokset er, at enhver som virkelig nærmer sig
det guddommelige, vet at det viger længer og
længer bort fra ham. Sokrates, den viseste mand,
vet at han ingenting vet. En sindssyk kan tro
at han er alvitende, og en tosk kan snakke som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
