Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
men det aftog hos ham med Aarene. At Klopstock har
næret hans Høiagtelse for Digterens Kald og, som det
synes, ført ham ind paa bibelske og fædrelandshistoriske
Emner, stemmende med hiin »høitidelige, melancholske
Tone«, som han udleder fra sin Ungdoms Sorger og
Skuffelser, er sagt i det Foregaaende.
Om Grundtonen i sine Digte udtaler han sig i
Fortalen (1780): »Har jeg nogentid kunnet skildre noget af
Glæden med Sandhed og Styrke, da har det vist været
dens Taarer og ikke dens Latter. Religionens festlige,
dens gysenopvækkende Fryd, Dydens og de store
Handlingers, og de uforskyldt nydte Velgierningers, og den
stille helligende Kummers smeltende veemodige Vellyst
har maaskee undertiden strømmet følelig igiennem min
Harpe. Al anden Slags Glæde vilde blive ukiendelig ved
min Sang«. Det Samme siger han i den horatsiské Ode
til Moltke (udg. 1780):
»Mig har Krigslyd og Vinen og Elskov
Altid mægtig fortryllet, men aldrig
Fyldt med Sang; dine rødmende Druer*
Mosel, og Øresunds blussende Piger
Kryster jeg taus. *
Stille, sølvgraae som Maanen bag Regnskyer,
Klar som Smiil, der fremspirer af Taarer,
Høi (saa syntes den zittrende Amme)
Svævede Nornen, som fordum i Vuggen
Kyste mit Bryst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
