Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92 LEO TOLSTOY.
Gab, og en af Pigerne deroppe fra, en ung Tøs, som blev
brugt til at rende Herskabets Ærinder, kom styrtende næsten
hovedkulds ind i Krogen. Med deroppe betegner Bonden
Herskabets Hus, selv om dette ligger helt nede i et Hul.
Aksjutka kom altid farende som skudt ud af en Kanon, og
naar hun løb, bevægede hendes Arme sig som Perpendikler
foran hendes Krop. Hendes Kinder plejede at være endnu
rødere end hendes højrøde Kjole, og Tungen gik gerne lige
saa hurtigt paa hende som Benene. Hun kom flyvende ind i
saa stærk en Fart, at hun tørnede mod Oynen, og var dertil saa
forpustet, at hun maatte holde inde hvert Øjeblik for at
trække Vejret, medens hun afleverede sin Besked til Akulina.
»Jeg skulde hilse og sige fra Fruen, om Polikej vilde
komme op,« begyndte hun, men standsede for at snappe efter
Vejret. — »Jegor Michajlitsch har været oppe hos os for at
tale om, hvem der skulde tages til Rekrut. Fruen har
sagt . . .« — Her trak hun atter Vejret dybt. — »at . .. al det
skulde være lige paa Minutten.«
Saa snart Aksjutka var færdig, saa hun først et Øjeblik
hen paa Polikej og Akulina og derefter paa de to Smaapiger, hvis
Hoveder tittede frem under Sengetæppet. Derpaa kastede hun
en Nøddeskal, som laa paa Randen af Ovnen, i Hovedet paa
Anjutka, og efter at hun endnu en Gang havde sagt, »at det
skulde være straks,« for hun ud af Krogen og pilede af Sted
svingende med sine Perpendikler.
Akulina rejste sig, gav sin Mand hans snavsede, lasede
Støvler, rakte ham Kaftanen, der hang paa Ovnen, og sagde
uden at se paa ham:
»Skal du ikke skifte Skjorte, Ijitsch?«
>Nej,« svarede Polikej kort.
Akulina saa ikke en eneste Gang hen paa sin Ægtefælle,
medens han klædte sig påa, og det var godt, at hun ikke
gjorde det. Polikejs Ansigt var blegt, hans Læber sitrede, og
hans Øjne havde det dybt fortvivlede Udtryk, som man kun
træffer hos stakkels, forkuede Syndere, der skælver for Straffen.
Da han havde kæmmet sig, vilde han til at gaa, men Akulina
standsede ham, stoppede hans Skjortelinning ned og satte
ham Huen påa Hovedet.
»Er det sandt, Polikej Iljitsch, at Fruen vil tale med jer?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
