Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
POLIKUSCHKA 97
højest og sænkede det saa straks igen. Han var et levende
Billede paa Sorg og Modløshed.
Den gamle Sjemen Dutlov hørte til dem, som enhver
med Glæde vilde betro ikke alene Hundreder, men ogsaa Tu-
sinder af Rubler. Han var en værdig Olding, der frygtede
Gud og betalle enhver sit, og for disse Dyders Skyld
havde Menigheden valgt ham til Kirkeældste. Til daglig var han
rolig og afmaalt i sit Væsen, og derfor var det helt underligt
at se ham saa ophidset som nu. Rjesun var en høj, sort-
smudset Fyr, løs paa Næverne og lige flink til at bruge Mun-
den, hvad enten han var i Møde eller paa Kroer. For Øje-
blikket var han fuldstændig rolig, men giftig og hvas i sin
Tale. Seende fra sin Højde ned paa den stakkels Olding
søgte han at trykke ham til Jorden ved sine Talegavers Vægt
og Klangen af sin mægtige Røst.
I Forhandlingerne dellog endvidere Garaska Kopilov, en
undersætsig Fyr med lyst Skæg og firkantet Hoved. Han var
en Del yngre end Rjesun, godt skaaren for Tungebaandet som
denne, og saa skarp og bidende, at han til Trods for sin
unge Alder allerede havde erhvervet sig en vis Indflydelse i
Miren. Han støttedes af Fedor Melnitschnij, en lang og mager
ung Mand med tyndt Skæg og smaa Øjne. Fedor var altid
mørk og bitter, havde den Evne at kunne finde Skyggesiden
ved alt og kom som oftest bag paa sine Modstandere ved
sine uventede Spørgsmaal og Bemærkninger. Begge disse
Talere var påa Rjesuns Parti. Foruden dem var der endnu
to, som hyppigt tog Ordet. Den ene, Kraptkov, havde et.
dumt og godmodigt Fjæs og indledede gerne enhver Sælfning
med et: »Hør, min rare Ven!« Den anden, Shitkov, var en
lille, spidsnæset Spirrevip, som altid begyndte sin Tale med
et: »Ja, nu skal I se, Brødre, det gaar som jeg siger.« Han
henvendte sig aldrig til en enkelt, men til hele Forsamlingen,
og lod sin Tunge have frit Løb uden at tænke sig om. Han
og Kratkov var snart paa den ene og snart paa den anden
Side, men ingen brød sig om, hvad de sagde. Der var flere
endnu af samme Kaliber som disse to, men ingen gjorde saa
megen Spektakel; det var, som om Larmen og Tummelen,
der omgav dem, satte Humør i dem og hidsede dem til at
lade Munden løbe.
Polikusechka,
15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
