Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114 LEO TOLSTOY
Skridtgang. Det var nu saa lyst, at Polikej kunde skelne
Vejen. Han tog sin Hue af og følte, om Brevet var der. Jo,
det laa under Foret. »Skulde jeg tage det ud og putte det
ind paa Brystet?« tænkte han. »Ja, men saa maa jeg først
spænde mit Bælte fastere. Jeg tror dog, jeg vil vente med det,
til vi er kommen over Bakken, saa stiger jeg af og gør det.
— Aa nej, lad det ligge, hvor det ligger. Huen er jo hel ud-
vendig, og ud af Foret kan Brevet ikke slippe, saa længe
jeg har den påa.« Da Baraban var kommen til Foden af
Bakken, slog den af sig selv over i Galop, og Polikej, der
længtes lige saa meget efter at komme bjem som den, lod
Dyret have sin Vilje. Alt var, som det skulde være — i det
mindste forekom det ham saaledes — og han hengav sig der-
for til de behageligste Drømme, forestillede sig levende Fruens
Taknemmelighed, der formodentlig vilde give sig Udslag i en
Femrubelseddel, og sin Kones og Børnenes Glæde, naar de saa
ham træde ind. Han tog atler Huen af, følte igen, om Bre-
vet var der, puttede det endnu længer ind under Foret,
trykkede Kabudsen helt ned over Ørene og smilede fornøjet.
Og dog havde han ingen Grund til at være glad, thi netop
fordi Akulina den foregaaende Dag saa omhyggeligt havde
rimpet den skøre, slidte Puld sammen, var den løbet op i
Syningen et andet Sted, og idet Polikej troede at stikke
Brevet længer ind under Foret, stak han i Virkeligheden
det ene Hjørne af det ud gennem Hullet i Pulden.
Det var nu næsten lyst, og Polikej, som ikke havde luk-
ket et Øje hele Natten, begyndte at blive søvnig. Han beslut-
tede at tage sig en Lur; men forinden trykkede han Huen
endnu længer ned over Ørene, og ved denne Bevægelse ar-
bejdede Brevet sig et godt Stykke videre ud. Medens han
sov, bumsede hans Hoved hvert Øjeblik mod Ryggen af Age-
stolen. Da han vaagnede, var han næsten hjemme. Hans
første Bevægelse var at gribe op til Huen. Jo, den sad der
endnu, og han tog den ikke af, da han var fast overbevist
om, at Brevet var, hvor det skulde være. Han gav Baraban
frie Tømmer, rettede sig op i Sædet, saa sig om med en vigtig
Mine og rullede videre i sit skumplende Køretøj.
Se saa, nu var han hjemme — eller saa godt som hjemme.
Han kunde allerede se sin egen Hytte og Snedkerkonen, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
