Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136 LEO TOLSTOY
hviskede han lidt sammen med Nastasja, og da hun var
gaaet, hørte man en Klapren med Regnebrættets Kugler der-
inde fra. Derpaa gik han ned i Kælderen og smækkede med
Kistelaaget. Da han kom op, var Nastasja atter gaaet til
Hvile. Hun, der om Dagen var saa stille og rolig, laa nu og
snørkede himmelhøjt, men Aksinia, som for lidt siden havde
gjort saa meget Spektakel, trak derimod Vejret ganske sagte:
Dutlov saa hen paa hende, rystede paa Hovedet, klatrede op
paa Ovnen og søgte hen ved Siden af sit ældste Barnebarn.
I Mørket smøgede han Bastskoene af og smed dem ned paa
Gulvet. Derpaa lagde han sig paa Ryggen og lyttede til Kake-
lakernes Kriblen op og ned ad Væggene, de sovendes Snorken
og Kvægets Prusten og Snøften ude i Gaarden.
Saaledes laa han længe uden at kunne sove. Maanen
stod op, og det blev lysere i Stuen. Han kunde nu skelne Ak-
sinia, som laa og sov henne paa Bænken, og noget mørkt i
Nærheden af Døren, men om det var hans Søns Kaftan eller et
Trug, Fruentimmerne havde stillet op ad Væggen, kunde han
ikke blive klog paa. Sov han, eller var han våagen? Ja,
det vidste han knap selv. Han mærkede kun, at han blev
mere og mere ængstelig, jo længer han saa paa Genstanden
henne ved Døren. Det var tydeligt, at den Mørkets Aand,
hvis Nærhed Hyttens Beboere mærkede i denne Nat, ogsaa
havde bredt sin Skygge over Landsbyen og ud over Dutlovs
Hus, hvor de Penge laa, som han havde brugt til at styrte
Polikej i Fordærvelse med.
Saa meget var vist, at Dutlov følte den Ondes Nærvæ-
relse her og derfor befandt sig rigtig ilde. Han vilde sove,
men kunde ikke; han vilde rejse sig, men det var ham ogsaa
umuligt. Og hvor forunderligt! Jo længer han saa paa den
mørke Genstand, des mere kom han til at tænke paa Ilja
med de bagbundne Hænder, den grædende Aksinia og Polikej,
saadan som han havde set ham oppe paa Loftet. Pludselig
forekom det ham, at der lød Skridt uden for Hytten. »Hvem
kan det være paa denne Tid af Natten? tænkte han.
»Og hvorledes er han kommen ind?« spurgte han sig selv,
da han hørte det pusle ude i Forstuen. »Nastasja var der
sidst; skulde hun have glemt at lukke af%
Hunden hylede ude i Gaarden, og Djævelen — for det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
