Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182 LEO TOLSTOY
»Det maa alligevel have været Døden, der kom og besøgte
ham i Morges, da jeg havde saa ondt ved at faa ham vaagen,«
sagde Antonov.
»Sludder!« brummede Shdanov og vendte Rodstykket, og
saa tav de alle igen.
Midt i den almindelige Tavshed hørte vi i det fjerne
Vagtskuddet fra Lejren, og i samme Nu optog vore Tromme-
slagere Signalet og slog Retraiten. Da den sidste Hvirvel var
forstummet, rejste Shdanov sig og tog sin Hue af. Vi andre
fulgte hans Eksempel.
»Vor Fader, du som er i Himlen!« lød hans Stemme ind
i Nattens dybe Tavshed. »Helliget vorde dit Navn; til os
komme dit Rige! Ske din Vilje som i Himlen såa og paa
Jorden! Giv os i Dag vort daglige Brød! Og forlad os vor
Skyld, som og vi forlade vore Skyldnere! Led os ikke ud i
Fristelse, men fri os fra det onde!«
»Ja saadan var der ogsaa en af vore, som i 45 fik en
Kontusion i Underlivet,« begyndte Antonov, da vi atter havde
sat os om Ilden. »Hele to Dage førte vi ham med os paa
en Kanon. Det var Schevtschenko han hed — husker du
ham ikke, Shdanov? — Og saa endte det med, at vi lod ham
blive liggende under et Træ.«
I det samme kom der en skægget Infanterist med Ge-
været under Armen hen til vort Baal.
»Kan jeg faa lidt Ild til min Pibe, Landsmænd?« sagde han.
»Ja værsgo, der er nok af den,« svarede Shdanov.
»Det var vel om Dhargi, Landsmænd, at I sad og snak-
kede,« henvendte Infanteristen sig til Antonov.
»Ja, akkurat!« svarede denne.
Infanteristen rystede paa Hovedet, rynkede Brynene og
satte sig paa Hug ind imellem os og hen foran Ilden. — »Ja,
der var mange, som gik nedenom og hjem ved Dhargi,« be-
mærkede han.
»Hvorfor lod I ham ligge?« spurgte jeg Antonov.
»Han kunde ikke holde det ud for Smerter mere. Naar
vi gjorde Holdt, var der ingen Ting i Vejen, men saa snart
vi kørte med ham, skreg han ynkeligt og bad og tiggede os
om at iade ham blive liggende. Naa, da Fjenden var tæt
inde paa Livet af os, og han alligevel ikke kunde leve, saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
