Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den doende laa stille og ventede. Feberen var
vegen fra hendes Kinder; hun var bleg og kold.
Da aabnedes Doren Helena traadte sagte ind.
Helena,« sagde Darja Michailowna med klar,
tydelig Stemme, »højlovet være Gud, jeg har set dine
Øjne endnu en Gang!« Og en Stund hørte man kun
deres sagte Snøften, den døendes tunge Aandedrag
og Uret, som udmaalte Evigheden, Sekund efter
Sekund.
Kan Du tilgive os,« hviskede Helena, »tilgive
os, at vi lod Dig være ene om at komme ud over
alle Besværlighederne? Vi er brødefulde!«
Den døende rejste sig langsomt op i Sengen,
saa paa Helena og smilede, smilede huldsaligt og
smukt.
»Tal ikke om Tilgivelse,« hviskede hun med
sagte Stemme. ’Det er mig, som beder om
Tilgivelse. Hele mit Liv — ja, mere end det har jeg
givet for Dig, thi Du er mit . .«
Darja Michailowna!« afbrød Marfa hende med
en truende, haard Klang i sin Stemme.
Den døende synker tilbage. En uhyggelig
Anstrengelse i hendes Strubemuskler blotter den magre,
tørre Hals. Har hun svært ved at trække Vejret,
eller vil hun betvinge det Ord, som med Magt vil
trænge sig over hendes Læber, tage dette sidste Ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
