Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mester Martin og hans Svende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
betyngede Bryst, blev til Ord og Toner. Han
gende Sang:
føl-
sang
n Hvor er du, Haabets Stjærne?
Saa langt, ak, i det fjærne
du straaler kun for andre;
jeg maa i Mørket vandre!
Hæv jer, I susende Aftenvinde,
slåa mod mit Bryst,
væk al dræbende Lyst,
al Dødens Smerte,
saa mit Hjærte,
af blodige Taarer vædet,
i trøstesløs Længsel stedet,
maa briste!
Hvad hvisker saa blidt der oppe.
I Træer, i eders Toppe?
I Skyer med gylden Bræmme,
skjønt jeg jer Skjønhed maa prise,
jeg kan dog ikke glemme!
I skal min Grav mig vise.
Kun den kan Haab mig love,
i den kan jeg roligt sove."
Naar den dybeste Sørgmodighed blot kan finde Taarer
og Ord, saa opløser den sig ofte til en mild Smerte, ja,
der kan ogsaa lyse et mildt Skjær af Haab i Sjælen.
Saaledes følte Frederik sig vidunderlig styrket og trøstet,
da han havde sunget Sangen. Aftenvinden, de dunkle
Træer, som han havde paakaldt i Sangen, brusede og ligesom
hviskede med trøstende Stemme, og som søde Drømme om
fjæra llerliFned, om fja;rn Lykke, drog gyldne Ztribei- op paa
den mørke Himmel. Frederik rejste sig og vandrede ned ad
Højen hen imod Landsbyen. Da var det, som om Reinhold
ligesom den Gang, da nan først havde truffet ham, gik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
