Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Hidtil herskende Meninger om Fanternes Herkomst. Navne. Inddeling. Tatere og Skøiere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det vil — som Ordet ogsaa oste bruges i Folkesproget ^ sige
so rn emme Folk, som i vigtige ^Erinder, dem de altid ere
saa snare til at angive, soretage vidtløstige øg bekostelige
Rei-ser. Ligesaa tage de det fortrydeligt op, naar man titulerer
dem Hesteskjærere, Kedelflikkere o. s. v.; de ville have sig
respek-terede som Dyrlæger, Kobberslagere eller lignende „Pro-
sessionister." Deres raske, man kunde sige belevne, Væsen og
de-res oste gode Antræk kan ogsaa mangen Gang friste til at
an-tage dent sor Folk over den simplere Almue- eller
Arbeider-stand. Men der er allerede noget Paafaldende i den Iver,
hvormed de foge at tilegne fig hine pralende Titler. I det
Hele sporer man snart, at de yttre sig med en vis
Forsigtig-hed og Forbeholdenhed, som ikke just rober Frygt og ond
Sam-vittighed, men tyder hen paa en eller anden i deres Øine
vig-tig Hemmelighed. Man skjønner snart, at man ikke blot har
et gjennemlevet Tyvepak sor sig, men et mystisk Folk, og man
overbevises derom, hvis man kommer til at bemærke det
po-lidske Blik, hvormed de robe sin Glæde, naar de tro^ at have
været heldige i sine Skryderier. Kommer man davedsærGnnst
saaledes i Fortrolighed med dem, at de lade alt det
hemmelig-hedsfulde Væsen fare, faar man hore deres indbyrdes Passiar,
saa hedde de ikke længer „Reisende," men med et fælles
Kjen-dingsnavn „Vandringer," et Ord, som allerede ved sin
unor-ske selvgjorte Form (istedetsor „Vandrere," „Vandringsmænd^)
ret godt antyder den Bevidsthed hos dem, at de kun
tilsynela-dende tilhører det norske Folk, men i Virkeligheden, med Sind
øg Skind, ere Medlemmer af en hemmelig Kaste, af ,,vort Folk.^
Og denne Bevidsthed^ sinder man, er fornemmelig bygget paa
det meget væsentlige Træk, at de kunne tale sammen i et eget
hemmeligt Sprog. Der er virkelig et „Fantema al." Dette er
ikke ^ det skjonner man allerede ved et skygtigt Bekjendtskab —
noget opdigtet, selvgjort ,,Tyvesprog;^ men jo mere man
gran-sker ester, og gjør sig Flid før at faa Rede paa dette Maal, de^
stø mere sorvirres man ved hos disse norske Fanter, disse
Lan-deveienes raa og vankundige Menneske^ i hvis Mund man kun
venter at sinde den groveste norske Almuedialekt, at opdage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
