Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Beretninger - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Arbeidsomhed og Stadighed. De af Børnene som havde Alder
dertil, skulde sættes i Skole eller Asyl; Moderen skulde oplæres
i de i Huset forefaldende Sysler, og desuden skulde en
Skolelærer daglig læse med hende en Time. Men Betalingen skulde
rigtignok være 60 ß daglig for Logis og 12 ß daglig tll Læreren [[** sic, punktum mgl]]
Naar Barselsengen var overstaaet, kunde der tænkes paa at
ordne Familiens Forholde paa anden Maade, hvis nemlig
Moderen maatte vise sig saadan, at man kunde overlade det til hende
at føre egen Husholdning og prøve for en Del at ernære sig
og Sine ved eget Arbeide (og med Tanke herom fik hun
senerehen nogen Undervisning i Vævning). Der var nok Tanke om
ligefra Begyndelsen af at faa Familien udsat paa Landet; men
efter Fattigkommissionens Erfaring vilde Forpleiningen neppe falde
billigere paa den Maade, og for Moderens og Børnenes
Undervisning syntes det bedst at beholde dem i Byen.
Sagen blev foredraget for Departementet; men dette maatte
svare (Februar 1856), at det ikke nu kunde love at udrede dette
store Beløb af Fantefondet; det var nemlig saa tvivlsomt, om et
heldigt Udfald her kunde ventes, saasom Moderen maaske kun
havde givet sig til Ro formedelst sin midlertidige Hjælpeløshed,
saa det kunde befrygtes, at hun efter Barsel-Sengen vilde tage
paa Vandringen igjen. Men i hvert Fald kunde
Fattigcommissionen [[** sic -c-!]] vente at faa Udlægget ved den midlertidige nødvendige
Forsørgelse erstattet extraordinært af Statskassen.
I Mai 1856 fødte Moderen sit 4de Barn (Johanne
Marie), og i Oktober samme Aar blev hun konfirmeret af residerende
Kapellan Sagen. Men nu vilde hun med Diebarnet reise
vestover, til Stavanger-Kanten, for, som hun sagde, at søge
Tjeneste, og hertil begjærede hun Fattigkommisstonens Tilladelse og
Understøttelse. Denne nægtedes. Hun besindede sig da saavidt,
at hun erklærede ikke at ville gjøre det Skridt paa egen Haand;
men med Bestemthed erklærede hun derhos, at i Byen vilde hun
ikke være længer, det holdt hun ikke ud. Fattigkommissionen
nænnede dog ikke at slaa Haanden af hende: hidtil havde hun
opført sig nogenlunde vel i den Familie, hun havde været
anbragt hos, og Pastor Sagen, med hvem Fattigkommissionen
raadførte sig, gav hende ret godt Skudsmaal for Flid og Tænksomhed
og opmuntrede til endnu en Stund at fortsætte Bestræbelsen for
at redde hende fra Fantelivets Last og Elendighed; det var ikke
saa meget at undres over, om hun ikke trivedes i det for hende
uvante Byliv, og vel led hun af et heftigt og lidenskabeligt
Gemyt, men det havde ogsaa viist sig, at hun let lod sig bevæge i
god Retning, og naar hun kom i et stille Hus paa Landet og behandledes
med Kjærlighed og forstandig Besindighed, skulde det maaske endda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
