Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er en virkelig Virtuos. Hans Hovedfortjeneste er — ligesom Eugen
Snés — den brede Pensel, han fører. Med simple, stærke, dristig
svungne Strøg forstaaer han at afmale en Situation eller en Figur
saa tydelig og at indpræge den saaledes i Fantasien, at man ikke
glemmer den igjen.“ Meget karakteristisk er Dr. Schmidts
Sammenligning mellem Jókais og Dickens personlige Forhold til deres
Fantasibilleder. „Dickens“, skriver han, „er selvfølgelig den
Overlegne i Skildringens Virtuositet, men bliver ofte selv saa greben af
sit Fantasibilledes Indtryk, at han fuldstændig synes at tabe
Fatningen; Jókai forbliver derimod under Elementernes Oprør
fuldstændig kold, er stedse Herre over Situationen og lægger den saa
metodisk tilrette for sig, at han hvert Øieblik veed at orientere sig og
tilsyneladende fortæller tørt og ædruelig, hvorved Farven kommer
saa bestemt frem, at den fulde Virkning opnaaes. Ikke mindre
erindrer Jókai om Amerikaneren Edgar-Poe, der ofte stiller sig de
utroligste og umuligste Opgaver, men i Udførelsen af dem behandler
dem med en Regnekunstners Samvittighedsfuldhed“. Et andet Sted
udtaler Julian Schmidt sig paa følgende Maade: „Jókai lader altid sit
Fædrelands Mangler træde tydelig frem, men staaer dog over for
dem paa en ganske anden Maade end Iwan Turgénjew over for
Ruslands Vrangsider. Ungareren er fuld af Haab og Tro, ja han
er sikker paa Ungarns Fremtid. Det er overhovedet det Tiltalende
ved de ungarske Patrioter, at de, selv om de have den Fejl — som
Jókai heller ingenlunde lægger Skjul paa — at tage Munden, lidt
for fuld, ikke nøjes med at haabe og tro, men gjøre respektable
Anstrengelser for at realisere deres Forhaabninger og vise deres Tro
i Gjerningen.“ Saa vidt den som bekjendt i sine Domme alt andet
end skaansomme tyske Litteraturhistoriker. Og som Bevis paa,
hvorledes Jókai omtales af sine egne Landsmænd, ville vi her endnu
fremføre følgende Udtalelse om ham af en ungarsk Kritiker, der
selv er en udmærket Romanforfatter: „Han er ikke blot Forfatter,
han er virkelig Digter. I Humor staaer han ikke tilbage for de
bedste engelske, i Lethed ikke for de gratiøseste franske og i human
Verdensanskuelse ikke for de tyske Forfattere. Hans Geni bryder
sig Vej overalt ligesom Solstraalen. Hvert enkelt af hans Værker
er i den Grad hans eget og præget af en saa særlig Individualitet,
at det vanskelig kan efterlignes. Han skriver meget og desværre ofte
noget flygtig; men ogsaa det Flygtige er altid i en eller anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
