- Project Runeberg -  De fattige Rige /
156

(1874) [MARC] Author: Mór Jókai Translator: Axel Damkier
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 6. Brudens Hjemførsel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

156

Drab, og deres Historie staaer opskreven paa Korsene. Man
foretager her Rejsen midt imellem sørgelige Romaner.

Dalene bleve snevrere og snevrere, Vejen førte op ad
Høje, om hvilke Kusken, der nu havde fgaet Munden paa
Gang, vidste at fortælle alle Slags Spøgelsehistorier, der
knyttede sig til denne Egn, til disse Stene eller til disse
Ruiner. - Her har enhver Dal sin Rædselsroman, sit eget
Spøgelse.

Hist og her ved Vejen stode ensomme Huse, hvis Ud-
—seende var saa uindbhdende, at nceppe Nogen selv midt om
Natten kunde faae Lyst til at banke paa der for at bede
om Nattelh. Snavsede, saldefcerdige Bjælkebygninger, der
mere lignede Stalde, hver kun indeholdende en Stue, i
hvilken hele Familien og alle Husdyrene boede.

Derpaa hævede Vejen sig igjen op mellem vilde, nøgne
Bjergrhgge, paa hvis Skraaninger kun hist og her en enkelt-
ank dukkede frem; ikke Spor af Haver, kun enkelte omheg-
nede Loer, i hvilke Rumoenierne pleje at læsse Hø af og
» stikke en lang Stang midt igjennem Stakken, for at ikke
Vinden skal føre det bort, eller læsse det paa Grenene af
et levende Træ-, som Fuglereder

Hist og her gjennemskceres Vejen af rislende smaa
-Bjergbække, over hvilke man ikke bygger Vroerz men det
er Skik og Brug at vade over dem. Fra de skovbevoxede
Vjergvcegge straaler fjerne Hammervcerkers blodrøde Skin
tilbage, og Maskinernes drønende ensforniige Klapren for-
jager Stilheden , indtil den taber sig i Bjergbækkenes høje
Raslen. «

Henriette følte mere og mere ved hver Mil, hun kom
« videre, hvor ensom hun var i denne fremmede Verden,
hvis Kæmpebjerge endog spærrede hendes Øer Udsigten til
den Egn, hvorfra hun var kommen, og hvortil hun aldrig

.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 19:36:20 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fattrige/0160.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free