Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 10. Det sorte Smykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226 "
er saa forfærdelig nervøs. Man kan ikke fortænke hende
i, at hun ikke kunde beherske sig i det Øjeblik. Nu angrer
hun det vist allerede. Vær De kun ikke bange; rækimig
Deres Haand; hvorfor ryster De? Det er dog mig, som
indestaaer Dem for, at der ikke skal opstaa den ringeste
Ubehagelighed af den Historie. Kun saafremt De ikke har
faaet Smykket as Deres gode Fader, vil det være nød-
vendigt, at jeg, for at berolige ham, skriver ham til, at
jeg har givet Dem det, thi ellers vil Rygtet, som altid ·
forstørrer, hviske ham, Gud veed hvad, i Øret.«"
Kan-man paa en ømfindtligere Maade udbede sig en
Tilstaaelse af sin Kone? —
« »Ønsker De, at jeg skal skrive til ham?« spurgte
Hatszegi.
»Skriv til ham,« svarede Henriette, og dermed lagde
hun sit Hoved paa sin Mands Bryst og begyndte bittert
at hulke, og hun vedblev at græde saa længe, at det gjorde
hende godt. .
Mandens Bryst er saadan et godt Sted for Konens
udstrømmende Taarer!
Henriette var nødt til at tilstaa, at hendes Mand —-
i det Mindste lige over for hende — var en ædelt følende
Sjæl. Fra det Øjeblik af betragtede hun ham med helt
andre Øer end tidligere. Hun begyndte at tro, at Alt,
hvad hun ansaa for at være Fejl hos ham, kun var slette
Vaner-, som ere fælles for alle Mænd, og hun begyndte at
opdage miskjendte Dyder hos ham.
Hun begyndte at elske sin Mand.
Da Vognen om Morgenen holdt i Hidwars Gaard,
vaagnede Henriette op i sin Mands Arme; der havde hun
sovet længe. Da hun saae sig om, og hendes Øjne«mødte
Hatszegis elektriske Blik, forekom idet hende, at Scenen
C
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
