Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. To Fabler, af hvilke kun den ene er sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
, · 250 ,
Du hørte ikke paa ham, Du elsker Din Mand, og nu—·Y «-
scetter han sin Lid til sin Kraft, efter at de skjønne Ord
ikke have kunnet fejre. Den fejge Karl har som en lumpen
Skurk, som en elendig Indbrudstyv givet Dyret, som vog-
tede Huset, Gift «
»Ak, uaadige Frue, hvor foragtelig er dog ikke den
Mand, som er en Usling! "
»Marioras lille Hytte oplystes af Ilden, som brændte
under Skorstenen. En Lindetræes Seng, som var bedækket
med Gedeskind, et Bord af Skisfersten og nogle trebenede
Stole udgjorde hele Møblementet. Hertil kom endnu en
smukt ndskaaret, malet, rmnmelig Vugge, i hvilken Barnet
laa med de smaa, tykke Hænder over Hovedet og sov som
en Engel. J den bageste Krog laa det tro Dyr paa et·
blødt Mosleje, øjensynlig i sine sidste Krampetrcekninger.
Det stønnede og rystede som et Menneske, der lider af
Feber-; det løftede sine brustne Øjne paa en saa talende,
bedende Maade op mod sin Herskerinde, som om det havde
Noget at sige hende; undertiden spidsede det ogsaa Øren,
som omdet lyttede, og snusede fornøjet omkring sig; maaske
ventede det sin Herre; maaske vilde det for sidste Gang
slikke hans Hænder Stakkels Dyr! Hvor jeg beklagede
det! Man kunde af dets forpinte Ansigtstræk, af den
krampagtige Maade, paa hvilken det kastede sig omkring,
se, hvor forfærdelig det led. Dets Kløer gravede dybe
Furer i Stenpladerne, hvormed Hyttens Baggrnnd er be-
lagt. Men det brølede ikke, for ikke at gjøre Støj·, og
naar Dødssmerten undertiden tvang det til heftig at stønne,
begravede det sin Snnde i den oprodede Jord, og naar
Anfaldet var forbi, saae det sig omkring, maaske for at
se, om det havde vækket Barnet. »Deu vil vel dø!«
»«hviskede jeg til Mariora. Jeg vovede ikke at sige det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
