Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hedder det efter en Opregning af hans Synder: „Din egen
fega somn under vekliga nojen [blødagtige Fornøjelser],
sedan du fick magt att gora godt, om du ville, och
hvar-till forsynen gifvit dig styrka och gåfvor, — allt detta har
bragt riket i yttersta nod“ 7). — Under det milde danske
Enevælde, det vil sige: under en sindssyg Konge, en meget
ung og godmodig Kronprins og en dygtig, folkeyndet og
efter sin Tid frisindet Statsminister, — der skulde man
i det højeste ventet lidt Vittighed om den første; og dog
meddeler Samtidige, at „en Del skjulte Nederdrægtige
ikke undsaa sig for at udsprede Anekdoter om
Kronprinsen, som skulde gøre ham ringeagtet og latterlig i
Folkets Øjne; at Ubluheden endog gik saa vidt, at man
selv offenlig solgte Paskviller paa denne sjældne Prins,
Paskviller, som vel vare dumme og usle, men dog købtes
med Begærlighed for uforskammet høj Betaling“ 8).
Af Ovenstaaende vil man kunne danne sig den
nødvendigste Forestilling om Forholdet imellem Folk og
Styrelser i de nordiske Riger paa den Tid, da den store
Statsomvæltning i Frankrige nærmede sig sit Udbrud.
Til de ledende Aander i et enevældig, eller saa
godt som enevældig, styret Folk maa Digterne især
henregnes. Hvor Formaalet, som her, er at skildre en Gren
af Digtningen, maa disse saa meget snarere tages med i
Billedet. Det var dog ikke dette Tidsrums største Digtere,
som tillige spillede den største Rolle i den Henseende,
hvorom her er Tale. Hverken KeUgren (f. 1751, *j* 1795)
og hans Efterfølger Leopold (f. 1756, f 1829), end mindre
BeTlman (f. 1740, f 1795) i Sverige eller Baggesen (f. 1756,
f 1829) i Danmark gav sig egenlig af med at være
politiske Visedigtere. Det var kun lejlighedsvis, at en eller
anden af dem traadte fræm i denne Egenskab; og de
sjældne G ange, det skete, var det — med faa Undtagelser
— ikke meget frihedssværmerske Toner, man hørte. Paa
Bellman nær holdt disse Digtere desuden saa meget af at
bade sig i Hoffets Solskin, at slige Toner maatte skurre i
deres Øren, naar de lød op til dem fra Samfundets Mel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
