Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ET TRUENDE TEGN PAA HIMLEN. 13
maskiner — alle havde de sagtnet Farten, var næsten gaaede
i Staa. De aeronautiske Afgangsstationer oppe paa Taarntinder
og høje Tage stod øde og tomme. Det var, som om Men-
neskelivet var lammet i sit Løb. Paa Alles Ansigter læste
man Uro og Bekymring. Enhver talte til den Første den
bedste, han mødte, om han end aldrig før havde set ham,
og atter og atter lød det samme Spørgsmaal fra blege, skæl-
vende Læber: »Mon det dog er sandt?« Den skrækkeligste,
epidemiske Sygdom vilde ikke have lagt en saa knugende
Rædsel over alle Hjærter som den astronomiske Forudsigelse,
Alverden drøftede. Og en Epidemi vilde heller ikke have
krævet saa mange Ofre, thi af en endnu ukendt Aarsag be-
gyndte Dødeligheden allerede at tage til. Hvert Øjeblik følte
Menneskene, at en Gysen gennemfor dem som et elektrisk
Stød.
Nogle Enkelte, der gjorde sig Umage for at lade mere
energiske og mindre forskræmte end deres Lidelsesfæller, kom
nu og da med en Ytring af Tvivl eller Haab: »De kan jo
have taget fejl!« eller: »Den løber nok forbi os!« eller: »Aa,
det har ikke Noget at betyde, vi slipper nok med Skrækken!«
og andre saadanne Godtkøbsopmuntringer til ikke rent at tabe
Modet.
Ventetiden, den bange Uvished, er ofte pinligere end selve
Katastrofen. Den rammer os dog kun en Gang for alle som
et Kølleslag og slaar os til Jorden. Men man rejser sig igen,
man tager sit Parti, og naar man har sundet sig lidt, bliver
man ved at leve Livet, saa godt man kan. Her derimod var
det det Ukendte, som forestod; en uundgaaelig, hemmelig-
hedsfuld, overjordisk, frygtelig Begivenhed, der nærmede sig.
Dø skulde man, det var det eneste Visse; men paa hvilken
Maade? Vilde Jordkloden faa et Stød, blive knust, udvikle
en fortærende Hede og komme i Brand? Vilde Atmosfæren
blive forgiftet og Lungernes Virksomhed standset — hvilken
Slags Dødsstraf ventede der Menneskeheden? Truselen var
gyseligere end Døden selv, der dog sætter en Grænse for,
hvad vor Sjæl kan lide. Men at leve i uophørlig Frygt er
som at dø tusinde Gange. Og Rædselen, den, som bringer
Blodet til at stivne i Aarerne og tilintetgør vor Modstands-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
