Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162 SAMMENSTØDET.
Overalt paa Gaderne, paa de offentlige Pladser og Boule-
varder herskede den samme trykkende Stilhed. Gadesælgernes
Raab lød ikke mere, Ingen tænkte paa at sælge eller købe,
intet Blad blev trykt. Og fra Luftens Regioner var Skrue-
vingerne, de kunstige Fugle, Skykløverne og de styrbare Bal-
loner forsvundne. De eneste Befordringsmidler, man saw i
Bevægelse, var Ligvognene, som førte Kometens første Ofre
— og de var allerede utallige! — til Krematorierne.
Dagen forløb, uden at Kometen gjorde nogen direkte For-
træd. Men i hvilken angestfuld Spænding afventede man ikke
Natten — den sidste Nat!
Ingen Sinde maaske havde Solnedgangen været saa skøn,
ingen Sinde havde Himlen været saa ren. Dagens Stjærne
syntes at synke ned paa et Leje af Guld og Purpur. Dens
røde Skive forsvandt bag Horisonten; men — Stjærnerne kom
ikke frem, det blev ikke Nat. Paa Soldagen fulgte nu en
»Kometdag«, hvis intensive Lys, der mindede om Nordlyset,
men var langt stærkere, udstrømmede fra en vældig, glødende
Esse, der i Dagens Løb havde været skjult under Synskredsen.
Ellers havde den sikkert gjort Solen Rangen stridig.
Det skinnende Baal hævede sig op i Øst næsten paa samme
Tid som Fuldmaanen, der syntes at ledsage det op paa Him-
len og skue ud over den sørgende Natur som Monstrantsen
over Alteret ved en Ligfærd.
Efterhaanden som Maanen steg højere op, blev den blegere
og blegere, hvorimod Kometens Hoved tog til i Glans, jo
dybere Solen sank ned under den vestlige Horisont. Og nu
i Nattens Time herskede det uindskrænket over Verden som
en skarlagenrød, taagesløret Solkugle, der udkastede gule og
grønne Flammer — kæmpemæssige Vinger, der bar den vid-
underlige Fugl frem. For de rædselsslagne Blikke tog det sig
ud som et gigantisk, overnaturligt Væsen, der havde Himmel
og Jord i sin Vold.
Allerede var det yderste Lag af Komethovedets Taagehylster
naaet indenfor Maanebanen; hvad Øjeblik det skulde være,
kunde det berøre Jordatmosfærens Grænse, hvor den fortyn-
dede Luft i henved 200 Kilometers Højde taber sig i Ver-
densrummets Tomhed.
I de truede Egne paa Jorden blev Luften nu mere og mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
