Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224
GUDER PAA JORDEN.
Hele Jordens Befolkning kendte nu kun én Kalender, i
hvilken Aaret var delt i tolv Maaneder og fire lige lange
Fjerdingaar, hvert bestaaende af tre Maaneder paa 31, 30 og
30 Dage, saa at et Fjerdingaar indeholdt nøjagtig tretten
Uger. »Ugen« var nemlig bleven bibeholdt. Nytaarsdag var
en Festdag og regnedes ikke med til Aaret. Skudaarene havde
to Nytaarsdage. Hvert Aar begyndte paa den samme Ugedag,
Mandagen, og de samme Datoer faldt i det Uendelige paa
de samme Ugedage. Aaret begyndte for hele Jorden med den
gammelkendte 20. Marts, Foraarsjævndøgn. Tidsregningens
største Maal, »Æraen«, var rent astronomisk. Dens Udgangs-
punkt var det Aar, da Vintersolhverv faldt sammen med
Jordens Perihelium, og den begyndte paany efter Udløbet af
25765 Aar. Den første Æra, der omfattede hele vor gamle
Historie, begyndte med Aar 24517 før Kristi Fødsel; den
indeholdt altsaa ingen negative Datoer, saaledes som vi bruger
for at betegne Begivenheder forud for den kristne Tidsreg-
nings Begyndelse. Den anden Æras første Aar var Aaret 1248
efter vor Tidsregning. Den tredie begyndte med en stor, al-
mindelig Højtid i Aaret 27013, og saaledes fremdeles, idet
man stadig tillige tog de astronomiske Variationer med i Be-
regning, som fulgte af Jævndøgnspunkternes Forskydning
(Præcessionen) og Ekliptikas Skraahed. De rationelle Prin-
ciper havde saaledes til sidst faaet Bugt med alle de fanta-
stiske og bizarre Indfald, der præger de gamle Kalendere.
Videnskaben havde gjort sig til Herre over hele den Sum
af Energi, der findes i Naturen, og ledede alle fysiske og psy-
kiske Kræfter til Menneskehedens Gavn. Den eneste Grænse
for dens Erobringer var den, som de menneskelige Evner
salte, De havde ganske vist kun ringe Rækkevidde i Sammen-
ligning med visse Væseners paa andre Himmelkloder; men
hvor overgik de ikke dem, vi kender af Erfaring!
Saaledes naaede da vor Klode endelig til at danne et eneste
stort Fædreland, oplyst af Intelligensens straalende Fakkel.
Og den rullede frem gennem Rummet, sin høje Bestemmelse
i Møde, som en enkelt Melodi, der baner sig Vej mellem
Akkorderne i en evig Harmoni.
Men enhver Verden har sin bestemte Grænse, hvortil den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
