Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252 EVA.
de enkelte ældgamle Bygninger, der med stort Besvær endnu
var reddede fra Vejrligets skadelige Indflydelser. Et af disse
Tilfælde af Atavisme, vi kun kender som et Tilbagefald til en
tidligere, lavere Form, havde her — Arvelighedsloven maa
forklare, hvordan — medført en Slags Genopstandelse af den
ædlere Fortid og givet Mennesketræets sidste Blomst en straa-
lende Skønhed, der ellers for længst var gaaet til Grunde i
den almindelige Dekadence.”) Allerede i lange Tider havde
de ældede og kraftløse Menneskevæsener, mindre af Vækst
og svagere af Aand end deres Forfædre, levet som Vilde
rundt omkring paa de øde, ensomme Sletter, og nu havde
de næsten alle lagt deres trætte Ben i den golde Isørken.
Livets Fakkel var ved at slukkes. Men her, under den gamle
Bys Tage, hvor de Ypperste af Slægten fandt et sidste Asyl,
havde hin skønne Blomst udfoldet sig, som man i den sene
Høst kan se et frisk Skud lokkes frem af Solens bedrageriske
Straaler paa et næsten. udgaaet Træ. —
Mellem de sidste arktiske Buskvækster, der stod og sygnede
hen i den høje, drivhuslignende Glashal, sad Eva. Den unge
Pige holdt sin Moders kolde Hænder mellem sine. Moderen
var, skønt ung endnu, død Dagen forud af den Svækkelse,
der nu dræbte Alt. Natten var isnende kold. Fuldmaanen
straalede som en Guldskive højt oppe paa Himlen. Men dens
gyldne Straaler var lige saa kolde som den sølvglinsende
Selenes i gamle Dage. Dyb Stilhed herskede i den uhyre
Sal, en Dødens Stilhed, som kun brødes af den unge Piges
næppe hørlige Aandedrag — den eneste svage Lyd, der
naaede hendes Øre.
Hun græd ikke mere. De seksten Aar, hun havde levet,
havde beriget hende med større Erfaring og Klogskab, end
tresindstyve Aar i Menneskets Blomstringsperiode vilde have
kunnet give. Hun vidste, at hun var den sidste Overlevende
af den Menneskestamme, der nys var gaaet til Grunde, og
at al Lykke, al Glæde, ethvert Haab var ude for bestandig.
Ingen Fremtid — kun Ensomhed, Taushed, det fysiske og
=) De ovenfor skildrede Omdannelser i uhyre lange Tidsrum havde selv-
følgelig forandret Menneskets ydre Skabning. Men det har været vore
Tegnere umuligt at gengive Fremtidens Typer, og de har derfor været
nødsagede til at bibeholde de Former, vi kender.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
