Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268 DEN SIDSTE DAG.
udtørret, og de steg ikke derned. Saaledes ilede det ensomme
Luftskib henover de Egne, hvor de sidste Scener af Historiens
store Drama var blevne spillede, Overalt kun en Isørken.
Ingen Græsmarker og i det Hele næsten ingen Vegetation;
kun enkelte Planter, som nu trives i Polarlandene. Man
kunde se de sidste Flodsenge, tegnede som paa et Landkort,
og man anede, at Livet havde holdt sig længst langs med
deres Bredder. Men nu var hver en Draabe Vand borttørret,
og naar man undertiden paa de dybeste Steder troede at
skimte en Sø, saa var det en Sø af Sten: selv under Ækvator
mægtede Solen ikke mere at optø den evige Is. Af Dyr saa’
de nogle enkelte Stykker af en meget langhaaret Bjørneart
slæbe sig henad den frosne Jord og lede efter den Smule
magre Planteføde, der fandtes pletvis i Fordybningerne. Fra
Tid til anden saa” de ogsaa en Hvalros eller en Pingvin vralte
omkring paa Isen, og store, graa Polarfugle tumlede hid og
did i tung, klodset Flugt og satle sig trætte til Hvile.
Det dødsdømte Par fandt intet Steds den Oase, de spejdede
efter. Og nu kom Natten.
Paa Himlen var der ikke en Sky. En mindre kold Luft-
strøm, der kom fra Syd, havde faaet Magten over Luftskibet,
hvis Styreapparat ikke mere virkede, og førte det mod Nord
hen over det tidligere Afrikas Issletter. Sulten, og endnu
mere Kulden, havde røvet deres sidste Kræfter, og de var
sunkne sammen paa Bunden af deres Gondol, som bestod af
tykke Bjørneskind.
Da troede de med Et at øjne en Ruin og dalede ned paa
Jorden. Det var en uhyre stor, firkantet Stenmasse med Trin-
rækker af vældige Blokke, som endnu bar Spor af at være
tildannede af Menneskehaand. Endelig genkendte de den
ældgamle ægyptiske Pyramide, som husede Kong Kheops’
Mumie. Dette Værk, som var bygget for Evigheden, havde
først i sin Ørkenensomhed overlevet den Civilisation, der
havde rejst sig et Minde i det. Senere var Pyramiden sunken
ned paa Havels Bund med hele Nubien, Ægypten og Abys-
sinien. Derpaa var den atter kommen op i Dagens Lys og,
omgiven af en ny Storstad, der var Midtpunkt for en
ny Civilisation, mere glimrende end Thebens’ og Mem-
phis’, der var bleven restaureret og holdt i Ære. Men til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
