Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vitelli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der vilde han ikke ’kvæles ihjel.
Han blæste sine Folk sammen, drog ud og huse-
rede i de nærmeste Landsbyer, saa Indbyggerne
flygtede med Kvinder og Børn.
Men Vitellis gamle Folk saa snart, at det var galt
fat med deres ismukke, hvide Barn.
I ’
De tog for første Gang fat paa ham og bragte ham
hjem og i Sieng.
Hele Resten af Natten laa han i Vildelse og talte
paa et fremmed Sprog.
Hans gamle Soldater sad paa Hug tæt ved Siden
af hinanden, i Soveværelset, paa Verandaen foran
Huset, og ud over Pladsen. De græd over ikke at
kunne forstaa deres hvide Høvdings Ord, over, at
Munden, der talte ustandseligt henne i Sengen, ikke
kunde aabne sig om en eneste sidste Hilsen til dem.
En Ting forstod de.
Da Vitelli skulde til at gaa ind i den Evighed,
han var kommet fra, strakte han Armene ud i Luf-
ten, og et lykkeligt Smil forklarede det elskede An-
sigt.
I de gamle, sorte Fjæs kastede dette Smil sit
straalende Genskær, og de saa’, at deres smukke
Barn i Døden mødte en hvid Herskerinde fra hans
Hjemstavn.
Hun var skøn og ufattelig som de Væsner, man
ser om Natten, naar Sjælen gaar sine egne Veje.
Og de bøjede alle Hovederne, de gamle Djævle,
for ikke at skue ind i det blændende Lys;, der
strømmede ud over dem fra hendes vidunderlige
blaa Øjne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
