Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Misjo Mokali
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
snoede Iboko sig tæt hen til ham, løftede den store
Kniv, der var gledet ud af hans Hænder, tog om-
hyggeligt Sigte og begravede den mellem Skild-
vagtens Ribben. Han laa endnu et Par Timer efter,
at han havde skaaret Baandene af Anklerne og gned
sine Fødder, og før Solen stod paa Himlen, og Byen
begyndte at vaagne, mens Skoven endnu laa i skim-
let Halvmørke, fløj Iboko, skønt han var en gam-
mel mishandlet Soldat, ør og svimmel af frisk Mor-
genluft og af nyfødt Frihedsfølelse, hen ad Skov-
stien, som han knap kunde skimte under sine Fød-
der.
Ud mod Aften, efter at han havde kravlet hele
Dagen gennem det tykkeste Vildnis, fandt han en
gammel forladt Hytte, som en anden Flygtning en
Gang havde bygget i en afsides Krog af et uvejsomt
Morads. Der gemte han sig tre Nætter.
Og nu var han her i Vanakand’a igen med en ny
Berømmelsens Glorie om sin benede Pande og med
en ny Glød af fordoblet Vilje i de indsunkne Øjne.
Men han var blevet sær. Paa sin gamle, kloge
Kone, som han ellers altid sad hos om Aftenen,
ofrede han næsten ikke et Ord, og det var knapt
nok, at hans tynde, benhaarde Haand gad afse et
aandsfraværende Kærtegn til Sønnen, som han
ellers altid havde forkælet. Der var kun en Ting,
der interesserede Iboko, siden han den Dag var
kommet hinkende hjem til Stationen, mager som
en Dødning, det var Expeditionen, som han vidste,
Distriktet havde beordret op til Upoto, saasnart der
var Soldater nok i Vanakanda.
I sin Fritid gik han stadig rundt i Lejren og
Jurgen Jiirgensen: Feber 10 1 AQ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
