Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Øvre Lokollo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Efter en halv Times Vaden under Træerne gen-
nem Sumpen paa højre Bred, hvis Mudder og
Vand i Regntiden gaar En til Brystet, sætter man
atter Foden paa blød Jord. Efter endnu en halv Ti-
mes March gennem forholdsvis aaben Højskov, naar
man Posten Jengo, en Samling hvide, skinnende
Huse, omgivne af Banantræer, der er plantede i
Rækker og Alleer, og af en saftig grøn Rismark,
der synes at smile haanligt til den mørke Skov,
der staar i Rundkreds omkring den, endnu gabende
af Forbavselse.
Jengo er det mest afsides Sted paa Jorden, og
man begriber ikke, hvordan en hvid Mand har
fundet herop.
Chefen for Posten var en Dansker, Kokata Mai,
som Negrene benævnede ham, fordi han var kom-
met tværs over Vandene i Modsætning til dem selv,
der af naturlig Tilbøjelighed havde fulgt de lavere
Plateauers Retning.
Han havde gaaet og rumsteret ovre blandt Kaka-
folkene paa venstre Bred i hele to Regntider og den
mellemliggende Tørtid, uvist i hvilken Hensigt.
Flygtninge derovre fra havde ført Rygtet om ham
med sig over Færgestederne. For et halvt Aar siden
var han sat over Floden, og nu laa Posten der fiks
og færdig, hvor ubegribeligt det end lyder.
Det var Kokata Mais sidste Bedrift, inden han,
efter sin Tjenestetids Udløb, atter skulde hjem til
Danmark. Det tænkte han ved sig selv. Og da endnu
ingen Afløser havde vist sig paa Lokollofloden,
var det Meningen, at Ventetiden skulde udnyttes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
