Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
19de Jttni 1878.
Fedraheimen."
-135
J. Sverdrup: Komiteens Formand sagde,
at det nærmest var Administrationens Sag at træffe
Bestemmelser med Hensyn til Benyttelsen af Lands-
maalet ved Førsteundervisningen. Dersom dermed
er ment, at de, der har den nære Befatning med
Sagen, først maa blive opmærksom paa Vigtighe–
den heraf, og inden Grændserne bliver optrukne
ved Lov, istandbringe de fornødne Foranstaltninger,
saa er jeg enig med Komiteens Formand. Men
dersom Meningen skulde være den, at man, ved at
fremme et Lovforslag i den her omhandlede Ret-
ning, saa at sige greb indiAdministrationens Sfære,
maa jeg være af en ganske anden Anskuelse end
den ærede Komiteformand· Denne Sag har for
Undervisningen i detHele, saalangt som den rækker,
en saadan Vigtighed, at jeg vil spørge Enhver, om
den ikke ligesaavel egner sig til a·t reguleres ved
Lovbestemmelser som det, jeg læser her i Almue-
skolelovens § 5: ,,Undervisningsgjenstandene i
Kredsskolertie ere: Læsniiig, Christendomskrmdskab,
udvalgte Stykker as Læsebogen, fornemmelig saa-
danne, der angaar Jordbeskrivelse,’ Naturkundskab
og Historie, Sang, Skrivning og Regning-A Jeg
tænker, at vi her har en Bestemmelse, som lige-
overfor .Undervisningen og Folkeoplysningen er af
mindre Betydning end en Lovforskrist for, at Læ-
rerne skal benytte Landsmaalet ved den første Un-
dervisning Jeg maatte gjøre denne Bemærkningj
thi den fører mig til Behandling af to Punkter,
som jeg skylder at gjøre Regnskab for. For det
Første har jeg foreslaaet, at der skal ske Meddelelse
til næste Storthingz derimod er anmærket, at det
ligesom følger af sig selv. Ja, jeg ved nu ikke,
om man er berettiget til at sige det. Det kunde
jo være, at Foranstaltningerne til Jndhentelse af
Erklæringer fra vedkommende Sagkyndige ikke just
skede øieblikkelig,» at Bearbeidelsen af dem tog Tid,
og at man, om mati underhaanden under næste
Storthing henvendte sig til vedkommende Departe-
ment, kunde faa den Besked: Endnri er de nød-
vendige Forarbeider ikke trufne; Departementet maa
forbeholde sig senere at fremkomme med sine Udta-
lelser i Sagen. Det er for at sikre, at næste Stor-
thing faar Meddelelse, at jeg har- gjort denne Til-
føielse til Jndstillingen, og det har jeg gjortiKraft
as, at jeg anser Sagen for at ligge os lige nær
——— saafremt den bør bestemmes ved Lov — som
Administrationen. Saafremt det er nødvendigt" at
fastslaa Sagens Gjenstaiid ved -Lov, ligger den ikke
paa nogensomhelst Maade udenfor Lovstoffets Ram-
me. Dernæst er der sagt mod det sidste Tillægs-
forslag af mig, at Komiteens Anmodning omfatter
hele Sagens Indhold, og at der saaledes ikke kan
skjønnes, hvorledes der kan blive Tale om Sagens
Behandling iøvrigt. Den Paastand bestaar ikke for
nærmere Prøve Her er Spørgsmaal om ved Lov-
i
bud at paabyde Venyttelsen af Bygdemaal i Sko-
lerne; under Behandlingen deraf er der vakt Mo-
tion om en Henvendelse til Regjeringen for ved
administrative Forholdsregler i«det Væsentlige at
opnaa, hvad der tilsigtes· Men hermed er Sagens
Indhold virkelig ikke udtømt; det er endog meget
sandsynligt, om der næste Gang kom en Meddelelse
fra Styrelsen, selv om den ikke gik ud paa, at en
Lov skulde emanere, at der dog kunde være dem,
som mente, at det vilde være hensigtsmæssigt ved
Lov at fastslaa de nøie prøvede og sikkert forberedte
Resultater, hvortil Styrelsen var kommen. Det er
muligt at en saadan Mening ikke vilde gjøre sig
gjældende; men det er ikke usandsynligt, at det
vilde komme dertil, og jeg tænker ikke, der vilde
være nogen Skade skeet, om man saaledes gik frem-
For mig staar Sagen saaledes-: Forslag om Lov-
bestemmelse i Materien er fremsat. Det er kommet
under Behandling as Komiteen. Den har troet at
kunne paavise en Udvei, som for Tiden vil føre
til Maalet, uden at Lorfvrskrift fordres. Dette,
som paa en Gang kan karakteriseres som en Prøve
og en Jndhentelse af yderligere Oplysninger, er en
Fortsættelse af den Behandling, som er begyndt;
men det afslutter ikke Behandlingen. Jngen kan
her vide, hvad der senere skal gjøres Det Natur-
lige er derfor, at Forslaget bliver hvilende, og at
Sagen gaar videre frem, saa snart som Regjerin-
gens Meddelelse er indløb·en. Dette er den natur-
lige Vei· Det er saa langt fra, at dette her er
noget usædvanligt, noget som strider mod Sagens
egen Beskaffenhed, at jeg tvertimod maa sige, at
det Forslag er indrettet efter det naturlige Løb,
som Sagen har og som den kan faa. Dersom der
altsaa i dette Ttlfælde skulde øves noget Pres, er
det ikke, fordi noget Pres er tilsigtet, men fordi
Sagens Behandling paa den Maade medfører en
stærkere Virkning, end om man nu afbryder Be-
handlingen under Forbehold af at optage Sagen
igjen til næste Storthing. Jeg spørger: Naar
Forslag er fremkommet, er det da ikke rimeligt, at
det bliver hvilende, og at Sagen gaar videre frem,
uden gt det skulde være nødvendigt, at Forslags-
stillerne optager Sagen igjen til næste Storthing?
Thi det sidste maa dog siges at være en usædvanlig
og unaturlig Form. Der er talt om Vanskeligheden
og de maa erkjendes af Alle; men de hører til de
Vanskeligheden som man maa se til at overvinde
med Hensyn til Gjennemførelsen af denne Bestem-
melse, til hvis Tilblivelse vi alle ønske at bidrage,
enten det nu sker ad administrativ eller ad Lovgiv-
ningens Vei. At Vanskelighederne ikke har været
udenfor Nogens Syn, siger sig selv; men disse Van-
skeligheder hører til dem, som man maa søge at
overvinde, og Komiteen selv giver en Henvisning
til, hvorledes den antager, at de i det praktiske Liv
Umaken verdt aa gjera slik Uppstyr yver detta.
Men eg kjende hjaa meg sjølv so vel, at det, eg
sagde, vantade Grunn, at eg snart fann det rettast
aa halda upp med Forsvaret; eg berre lagde til:
,,det, Ein hev misst, kann Einfinna att«·
Han fvarade vreid: ,,Seg, min Herre, seg,
korleids De hev misst Skuggen Dykkar«! Cg tok
atter til Lygni: ,,Det trod ein Gong ein grov
Mann so ,,flamf« paa Skuggen min, at han reiv
et stort Hol i honom —— eg hev disyr sendt min
Skugge burt til aa faa honom bøtt; for Gull kann
gjera myket; eg skulde alt i Gaar hava fengjet
honom att.«
,,Vel, min Herre, vel nog«, svarade Skog-
meistaren. ,,De bidlar til Dotter mi, det gjerer
ogso Andre;-eg hev aa syrgja syr henne som hen-
nar Fa’r eg gjev Dykk tri Dagar til aa sjaa Dykk
um etter ein Skugge; kjem De i den Tid til meg
med en Skugge, som hører Dykk vel, so skal De
vera velkomen; men den fjorde Dagen — det segjer-
eg Dykk — er Dotter mi Kona aat ein Aiinan«
—Eg vilde enno prøva aa faa eit Ord av Min a;
men ho klyngde seg stridgraatande til Moderi, som
vinkade aat meg til Burtgonga. Eg vaggade veg,
og det kom fyre meg, som eg trod ut or Verdi
elder let Heinien bakum meg.
Eg gjekk fraa Bendel og fraa altsaman, ut i
Øydemorki. Øgjeleg Sveite draup meg or Panna,
eg stunde og pustade, so mitt Brjost gjekk ut og
inn»i sterk Bylgjegang,·det laag Vanvit yver meg,
syre meg og i meg-
Eg veit ikkje, kor lengje eg hadde ragat um
soleids, daa eg paa ei solklaar Heid kjende meg
gripen i Ermi· Gg stadnade og saag meg um
— — det var Mannen i Graafrakken, som tottest
hava lopet meir enn godt gjorde til aa naa
meg. Han tok, aandpusten og heit som han var,
likvel strakst Ordet:
»Eg hadde meldt mi Atter-koma til idag, De
hev ikkje viljat venta. Men Alt stend enno godt.
De lyder mi Raad, løyser inn Skuggen Dykkar
og vender um, De vil daa vera velkomen i Skog-
meistarhuset, og det Heile hev berre»voret Spøk;
Raskal, som hev sorraadt Dykk og bidlar aat
Brudi Dykkar, tek eg paa meg; den Karen er
mogjen«·
Eg stod som i ein Dram. —is«»Me1dt mi
Atterkoma til idag —?" Gg tenkte endaa ein
ville blive overvundne. J Judstillingen Pag. 91,
anden Spalte staar der, idet der tales om de for-
skjellige Bygdedialekter, og idet Vanskelighederne i
denne Henseende paapeges: ,,J de fleste Tilfælde
er der dog Verøringspunkter inden Folkesproget,
og holder han sig kun til sit naturlige Hjemsprog
— uden Tilsprang til et Kunstprodukt, hentet·s’ fra
Skriftsproget eller den for ham fremmede Dialekt, -
— og lader Børnene med Hjælp og Veiledning
faa bruge sit, vil Ulempen, selv til en Begyndelse,
neppe blive saa stor, som det ved første Øiekast
kunde synes, og som oftest inden føie Tid falde
bort-« Ja, det er ganske vist sandt, og jeg mener,
at «naar Ordningen først har fundet Sted, ligemeget
om det sker ad administrativ Vei eller ved Lovfor-
skrift, vil der foregaa et videre Arbeide i denne
Retning. Lrereren vil ikke alene selv være ovfordret
til at gjøre sig bekjendt med de vigtigste Dialekter,
som soresindes; men der vil ogsaa for deres Ved-
kommende, der forestaar Lærereiis Undervisning,
. som skal uddanne dem til Lærere, sørges for, at saa
sker i den Grad, som muligt er og ønskeligt kan
være. Jeg« tænker derfor, at Vanskelighederne i
saa Henseende ikke behøver at være nogen Anstøds-
sten paa vor Vei. Desuden, at denne Vanskelighed
kaii overvindes, ligger ligesaavel i deres Tanke,
som tror, at man blot behøver at gaa ad administ-
rativ Vei, som i deres, der tro, at man maa gaa
ad Lovgivningens Vei. Meir·
Krifkiunim den 18de Juiii 1878.
Odclsthingct. Den 13 Juni kom fyre i
Odelsthinget Jakob Sverdrups Forslag um at Folket
ikvart Prestegjeld skulde hava nokot aa segja i
Prestevalet. .
Mengdi i ijrkjekvmiteeti vilde have Saki
sendt rundt for at Aalmugen kunde segja Meiningi
si. Men nokle vilde leggja Saki burt. Smitt
vilde inkje taka Saki fyre i Aar. Han truddeinkje
der var nokot Gagn i sende henne utyver Landet
og spyrja Folk um kva dei meinte. Saki laut·
syrst greidast meir ut.
. Ja·k. Sverdrup meinte dei kristne Mei-
nigheiter var næraste til aa have eit Ord med syrr
Saki blei stemd hver her. Dei gamle Einvalds-
kongar tok fraa Folket Retten til at vera med aa
velja Preft. Det var inkje for tidligt um Fotket
fekk atte denne sin Rett no.
Biskop Essendrop meinte det var inkje
nokot godt i aa senda denne Sak utyver Landet-
» Af det kunde inkje faast noki Retleiding, men det
kom til-« at velde Uro og Trekking imillom Folk-
Joh. Sverdrup var inkje rædd for Trekking
um denne Sak millom Folk. Det laut til naar
nokot godt og gagnlegt skulde koma fram. Det
- s-— ss s-
ri —
Gong yver Tidi —» han hadde Rett, eg hadde
missreiknat meg paa ein Dag. Cg greip med den
høgre"Handi etter Plingen paa mitt Brjost —han
skynade mi Meining og trod -tvo Stig attende.
,,Nei, Hr. Greive, denne eri gode Hender,
lat han vera, der han er.« Cg saag paa Man-
nen, undren og binen; han heldt fram: ,,Eg bed
berre um eit litet Minne av Dykk. Ver fo god
aa skriva rinder denne Setel.« Paa Pergamentet,
som han heldt fram, stod desse Ordi: ,-,Under mi
Hand giv eg Eigaren av detta Brev mi Saal
etter hennar naturlege Skilsmaal fraa Likamen.«
Eg saag snart paa Skrifti, snart paa den
Graakloedde og stunde, men mælte ikkje Ordet. —-
Han hadde med ein nyskoren Pen uppfangat ein
Drope Blod, som flaut or ei frisk Rivna etter ein
Torn paa mi Hand, og rette meg Pennen· —
(Meir). X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
