Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6te Juli 1878.
Fedraheinien·
velvillig imøde, og som jeg tror vil dette være en
stor Betingelse for, at Arbeidet kan lede til et for
alle Parter heldigt Resultat. —
Havig: Et af Komiteens Medlemmer er af
den Formening, at Navneforandringen ikke burde
gaa saa vidt, at Misforstaaelse kunde opstaa deraf;
»Dette vilde kunne lede ikke alene til Uleilighed,
men ogsaa til Formuestab, f. Ex. hvis en Eien-
doms Navn blev saa fo«randret, at det, gjengivet i .
en ny Skikkelse i en Auktionsplakat eller et Pro-
klama ikke indeholdt for Panthavere og Kreditorer
tilstrækkeligt Varsko om at«melde sig.« Som be-
kjendt og som ogsaa nævnt i Komiteens Jndstilling
har jo enhver med Hjemmel af Lov af 17de De-
cember 1886 § 5 Anledning til at forandre
Navnet paa sin Eiendom. Saavidt jeg har havt
Anledning til at erfare, er det ikke saa sjelden, at
denne Ret benyttes; men jeg tror ikke — ialfald
har ikke jeg hørt noget Exempel derpaa — at der
er sskeet nogen Skade for Kreditorer eller andre
derved. Det kan jo siges, at en saadan Navne-
sorandring,» som sker ester Eierens Forlangende,
skal thinglæses, og forsaavidt skulde da dette legalt
være bekjendtgjort for enhver. Men jeg forudsætter,
at de Forandringer, som vil blive foretagne med
Gaardsnavne efter Forslag af den Kommission,
som skal behandle disse Ting, vil blive tilstrækkelig
bekjendtgjorte, bekjendtgjorte paa en saadan Maade,
at det vil være langt lettere for alle Jnteresserede
at komme til Kundskab om Forandringen end ved
denne legale Maade, som fker ved Thinglæsning.
Jeg tvivler ikke om, at alle de, som er interesserede
enten som Panthavere eller paa anden Maade, vil
skaffe sig Kundskab om disse Forandringer, og om
hvilken Retning de gaar i. Der var jo heller
ingen Ting i Veien for, at den skete Forandring
kunde thinglæses paa samme Maade som de, der
soretages efter Forlangende af vedkommende Eier-
Saa er det sagt i Jndstillingen, at Navnesorand-
ringen ikke godt kan ske uden Eierens Samtykke i
Overensskeminelse med det Lovbud, jeg nævnte.
Det er muligt, at saa er Tilfældet. Men jeg for-
udsætter som en giveii Ting, at Eieren i de aller-
fleste Tilfælde ikke vil have noget at indvende mod,·
at en Navneforandring sker i Retning a-f, hvad der
har været Gaardens gamle, oprindelige Navn, naar
dette er blevet saa forvaklet, at man har ondt for
at kjende Navnet igjen. Skulde saa betydelige For-
andringer være nødvendige, forudsætter jeg, at Eie-
rens Erklæring bliver indhentet paa en eller anden ·
Maade. Saa har man indvendt, at det især vilde
være umuligt at gaa. "til saadan Navneforandring
paa Gaarden, dersom vedkommende Eier har opta-
get Gaardsnavnet som Slægtsnavn. Jeg kan ikke
heri se nogen særdeles Hindring. Det er ikke saa
ganske sjelden Tilfældet at saadanne Navne, som
nedstammer fra Gaardsnavne, i Tidens Løb har
faaet en- afvigende Skrivemaade, kanske endog en
helt forskjellig Udtale fra den oprindelige, saa efter
min Mening ligger heller ikke deri nogen særdeles
Hindring mod at gaa tilbage til det gamle op-
rindelige Navn, forsaavidt det skulde besindes gjen-
nem Tidens Løli at være saa betydelig forkvaklet,
at en hovedsagelig Forandring tiltrænges.
Jak. Svcrdrllp: Jeg vil kun sige, at jeg
samstemmer med Liestøl deri, at det har forundret
mig, at Jvar Aasen ikke er taget med ved et Ar-
beide som dette-
til et saadant Arbeide fremfor nogen anden i dette
Land, hvilket vi vist alle er enige om, og jeg skulde
ønske, at der i Jndstillingen var indflydt en Be-
mærkning derom. Noget bestemt Forslag i den
Retning vil jeg ikke fremsætte, da jeg antager, at
disse Ytringer, som er fremkomne her’i Salen,
vil være tilstrækkelige til at forandledige, at han
bliver taget med ved dette Arbeide-
S. Nielsen: Foranlediget ved den sidste ærede
Talers og tildels ogsaa ved andre Taleres Ytrin-
ger finder jeg som Medlem af Komiteen at burde
oplyse, at det blev nævnt i Komiteen, at man havde
anseet det ønskeligt, om Jvar Aasen var blevet
Medlem af denne Kommission, og der var en Del
af Kommiteens Medlemmer, der følte det som et
Savn, at saa ikke var skeet. Men da Kommissio-
nen allerede var sammensat og sammensat af dyg-
tige Mænd, troede vi, som havde denne Mening,
ikke at burde optage nogen Dissents· Da der nu
er faldt Udtalelser, gaaende i Retniiig as, at det
var ønskeligt, om Jvar Aasen kunde komme ind i
denne Kommission, vil jeg som Medlem as Komi-
teen sige, at det skulde glæde mig, om Styrelsen
fandt Anledning til, paa Grund as de faldne Ud-
talelser, at lade Kommissionen forstærke med det
Medlem, og jeg tror ikke, at det vilde gjøre mindste
Skaar i Agtelsen for de andre Medlemmers Byg-
tighed. Jeg har fundet, at det var min Skyldighed
at udtale dette ligeoverfor de Ytringer, som her «er
fremkomne. —
Løvellskiold: Jeg skal blot tillade mig at
bemærke, at jeg intet har imod den Jndstilling,
som her foreligger, og!l intet imod, at de Foranstalt-
ninger foretages, som her er bragt i Forslag, idet
jeg stoler paa, at der tages de fornødne praktiske
Hensyn ved denne Tilbageføren af Gaardsnavne
til den ældre Udtale, som der her er Tale om.
Dersom dette ikke iagttages, vil det kunne lede til
Forvirring i Adkomstdokumenter og fremfor alt i
Panteregistrene· Vi har Exempler paa, at blot ved
en Forandring i Endelsen er et Navn blevet saa-
ledes forandret i Udtalen, at Personer — navnlig
Almuessolk — som har været født i Egnen, og
som har kjendt den Eiendom, hvorom der har været
Han er den, som er kvalifieeret
Tale, i Generationer, ikke har kjendt Navnet igjen,
Der er, som bekjendt, i det gamle Sprog flere
Pluralisendelser og Dativendelser — um, em, eim 3),
— og en liden Forandring heri kan bevirke, · at
man ikke kjender Navnetigjen. Naar Endelsen um,.
som er uden Tonefald, forandres til eim, som ial-
fald i Thelemarken udtales med stærk Betoning,
forandres Navnet saaledes, at det, især for Almu-
esfolk, bliver vanskeligt at kjende det igjen. Det
er Tilfældet med den Eiendom, som jeg selv er
født paa, at dens oprindelige Navn var optegnet
paa et Katt, hvor det var as Interesse at faa
Middelaldereiis Benævnelse tilbage; jeg kjendte
Navnet igjen, men jeg er vis paa, at hvilkensom-
helst Almuesmand, som var født i den. Bygd, ikke
havde kjendt Navnet igjen. Solum Sogn i nedre
Thelemarken er paa Munchs Kartover Norge skrevet
Soleim, men da jeg spurgte Almuesfolk fra Stedet,
hvad Soleim var for et Stad, vidste ingen Besked
derom. Dannede Mennesker, som kjende Middel-
alderens Sprogbrug, kjende Navnene igjen, men
for Almuesfolk er de fremmede-
Kriftiania, den 5te Juli 1878."
Ordtastct nm Sagatunskulcn hev fenget eit
livlegt Etterspel« Fyrst er Vjørnson ute med eit
harmfullt Brev i Opl. Avis til ,,Kandidat i Theo-
logien, Ordsører, Gaardbruger og bekymret Fami-
liefader Ole Sandberg« og segjer seg fri syr aa
ha skrivet »gudsfornegtande« i Stykkjet ,,om vor
Kristendomsforkyndelse« i ,,Opl. Avis«’: Den som
kann segja detta, han lyg. Det finnst ingen Ting
der elder nokonstad, som kann prova, at han er,
hev voret elder kann verta ein Gudsfornegtar. Paa
Skulen hev han ikkje talat um religiøse Ting, etter
at det Stykkjet stod aa lesa. Til Folkemøti kom
han baade Gonger manad av dei Møtande· Paa
det syrste talad han um Helvitesstrafserne mot
Arvesens Ynskje; paa det andre talad han ikkje
um nokot religiøst, syrdi Arvesen bad so otte-
fnll um, at han skulde lata det vera· ,,Det gaar
an at sige adskilligt paa Ole Arvesen, deriblandt
at han er Deres Fætter i Forkjcetringskunst og
Sneverhed; thi han har Deres stærkt begrænsede
Begavelse. Men det gaar det ikke an at sige, at
han tager det udvortes med Kristendommen eller
koketterer med fritcenkeriske Meninger. Han kan
angribes for meget, men for Nettroenhed bør han
have preeeeterjs. Men det forstaar sig, De kan
af Had ikke bedomine ham, saa De er undskyldt."
Herman Anker skriv i samme Vladet eit langt Mot-
legg mot det Umtal, Skulen fekk paa Amtsthinget,
zl-) Trii Assessoren er av dei ,,da11nede Mennesker, som
kjende Middelalderens Sprogbrug?"»
ein Kaldgrin, sette paa nyttSkuggen til Rettes og
gav meg snessen den Lærdon1, at Skuggen ikkje
vilde hanga fast ved meg, fyrr eg fekk honom att
som logrettEigedoni. »Eg held Dykk«’, sagde han,
,,fast ved Skuggen, og De kann ikkje sleppa fraa meg-·
Ein Rikmann, som De, tarv no ein Gong Skugge,·
det kann ikkjevera onnorleids, og det er berre det aa
leggja Dykk til Last, at De ikkje hev innsett det fyrr.«
Eg vardt ved aa rida fram etter Vegen; eg
for fram som ein Storkar, alt bøygde seg paa nytt
syr meg, og eg rørde meg fritt og lett no, daa eg
hadde Skugge; men yver Bringa laag Kulde og
Øgje. Min Fylgjesvein gav seg ut syr aa vera
Tenar hjaa meg, den rikafte og megtugaste Mann
paa Jordi, og han var beinsam og velviljug som
ingen Annan, men han var altid ved mi Sida og
slo tidt og jamt paa, at eg maatte gjera det av
med Underfkrifti, um ikkje til Annat —— so til aa
verda honom kvitt. Han baggade meg, og eg ho-
tade honom; eg fælte meir syr honom, no daa
eg hadde teket imot Beining av honom, og han
heldt meg fast ved mi Faafengd, etter at. eg ein-
gong trudde aa havatradet ut or Verdi. Eg maatte
Gong paa Gang høyra honom leggja ut med ei.
Sløgd og Ordhegd, som var reint undrande, kor
naudsynlegt det var fyr smeg aa ganga inn paa
hans Forslag, og eg kjende paa meg sjølv, at han
diverr, hadde Rett i det, at ein Rikmann ikkje
kunde umbera Skugge, "um han vilde halda seg paa
Høgdi millom Menneskjurna· Men daa eg no
hadde ossrat min Kjærleik, og Livet hadde misst
sitt Verd syr meg, sette eg meg fastare enn nokot
Sinn fyre, at eg ikkje syr alle Skuggar i Verdi
vilde gjeva denne Karen Brev paa Saali. Ende-
lykti saag eg likvel ikkje. ’
Ein Gong sat me ved ei«Hola, som Framande
brukade aa vitja, naar dei kom paa denne Leidi.
Ein kann der høyra Vatsstraumar gjøysa ut yver
Verghamrarne i Fossar ned i Djuvet, og kastar
Ein Stein inn i Hola, varer det ei Æva, fyrr
Ein høyrer honom naa Botnen· Daa me hadde
roynt Djupet med Steinkast, tok han til aa maala
ut syr megidei mest glimande Fargar—han hadde
ogso ofta fyrr slegjet paa den same Streng ——,
kvat eg med min Pung kunde faa gjort i Verdi,
naar eg berre fekk attSkuggen min. Med Olbog-
arne paa Knei sat eg og dulde Andlitet med Hen-
derna og lydde til, Mitt Hjorta drog seg saman
og vidkade seg ut att paa nytt; Freistingi var sterk,
og den drog til den eine Sida, men min Vilje
var likfo sterk, og den drog til den andre. Eg kunde
ikkje lenger halda ut detta Tvidrag elder Sundtykkje
i Saali og gjekk til den avgjerande Kampen :’
,,Min Herre««, sagde eg, ,,De gløymer, at eg
vel med visse Skilord hev gjevet Dykk Loyve til
aa fylgja meg, men at eg Jnkje hev uppgjevet av’
mitt Fridom.« — »Naar De byd, so pakkar eg
inn.« Det ·sall honom let aa truga. Eg tagde.
Han tok strakst til aa rulla saman Skuggen min.
Eg bleiknade, men let honom arbeida· Det fylgde
ei lang Togn. Endeleg tok han Ordet:
,,De kann ikkje lika meg, min Herre; De
hatar meg, ser eg; men kvifyr hatar De meg? Er
det kannhenda, syrdi De paa opi Mark fall yver
meg og med Vald tok elder meinte aa taka mitt
Fuglereir fraa meg? Elder syrdi De sreistade, lik-
som ein Tjuv, aa taka min Eigedom, Skuggen,
som De meinte var trudd til Dykkar Ærlegdom,
med Dykk? Eg hatar ikkje Dykk fyr detta; eg finn
det tvertimot rimelegt, at De prøvde aa nøyta dei
Fyremuner, De trudde aa hava, baade med Vald «
og Sløgd. (Meir).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
