Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i
Fedraheimen.
Eij Blad aat det norske cFolket
MLWW
Kjem ut tvar Onsdag og Lanrdag.
Pris fyr Fjvrdnngaaret:
Kr. 1,10 (= 33 ß) med
Porto og alt. Betaling
fyreaat. s
M 17.
«s— -
Lauroag deic 1ste Marts 1879.
· · Lysingaiisstsr 10 Ocsc
(3 ß) Petitlina, og daa 3die A ·
etter Maaten fyr større : arg.
s Bokstavar.
Ei Utgreiding mn ymse Maalgreidnr.
(S-)
Tri store Menner hev i den siste Tidi skrivet
um Maalsakit Henrik Krohn, EkspeditionschefHertz-
berg og Bjornstjerne ijrnson· Den fyrste var i
tvo Aar Utgjevar av Maalbladet »Ferdamannen«
og hev i lang Tid voret ein av Forararne syv
Maalsaki; den andre er ein utifraa hogfett Em-
bættsmann, og ein av dei, som hev lettast fyr aa
hjelpa elder skada Maalsaki; den tridie er den,
som Maalmennerne hev mest aa takka, næst etter
Henrik Wergeland, av—alle dei, som inkje hev skri-
vet paa Maalet.
Krohn fortener stor Takk fyr det endefrainme
og mannelege Brevet til Hertzberg Sameleides
fortener Hertzberg stor Takk, syr di han hev sagt
si Meining reint ut, so Odelsthinget no hev frie
Hender, uni det vil gjera nokot i Maalvegen syr
Aalmugskulen. Det er vel elles inkje rett, naar
Hertzberg segjer, at ,,det er harmeligt at se vore
Bygdemaal lemlæstede og radbrækkede as Stompere
der i Virkeligheden hverken kunne skrive Norsk eller
Dansk, og som dog geboerde sig som Maalsagens
Støtter og Bannerfvrere««, (siterat etter Fedrh. No-
12, daa eg inkje hev Svaret hans H. ved Handi).
Gg hev no voret Maalmann i 13 Aar,skrivetsjølv
i alle Maakbradi og hev lesct alle dei Stykke, som
hev voret skrivne paa Landsmaal elder Bygdemaal;
det var ei Tid, daa ,,Henderne var Esaus og
Røysti Jakobs,« som Vinje sagde, men det er stor
Framgang aasjaa no mot fyrr, og naar her er
Framgang skal ein inkje klandra·
Jnkje kann det vera rett helder, naar Krohn
segjer, at ,,en og anden Nykomling blandt ,,Maal-
stræverne" i ungdommelig Selvklogskab tror sig
kaldet til at slikke paa Mesterens Arbeide-O og
»Maalslikningsstrævet kan vistnok ansees for tilen-
debragt; om det har gjort Gavn eller Ugavn skal
jeg lade være usagt.« Vinje var ein av dei som
»flikkede paa Mesterens Arbeide.« John Klæbo
drog seg paa Slutten nokot fraa Normalmaalet.
Fjørtoft kunne vel fortena ein mildare Dom enn
han sær av Krohn; han var ein av dei gaaverik-
aste Maalmennerne· Eg sjølv var i 1867, daa
eg skreiv i ,,Ferdamannen«’, ein »vyrdande Mann««,
men iaar er eg ein ,,Nykomling«. Hoyem er og
no ein ,,Nykomling««; han skreiv og i ,,Ferdaman-
nen«, inkje rettare eg veit. Det er vel ,,ungdom-
melig Selvklogskab« og, at Halvor Lie og John
Lie, Jorund Telnes og Sigurd Telnes, det vil
. segja alle dei nye Diktararne, som er av Bonde-
ætt, hev skriver paa Bygdemaal, og at ,,Fedrahei-
men« rett som det er tek upp Stykke paa Bygde-
maal. Jaar driv Høyem paa og skipar eit Skule-
boksamlag, og fyrste Heftet av »Heimskringla",
som Samlaget gjev ut,skalprentastuppatt. Det ser
soleids inkje ut til, at det vert Slutt so snart paa
,,Maalflikningsstrævet««. Og godt er det, at so er-
No kjem det allstødt frisk Tilfvrsel sraa Bonde-
bygdi til det unge Bokmaalet vaart, og det fyllest
med livande Aand. No er me og komne so langt,
at me kann ganga i Veg med Skulebyiker, og det
er meir enn me kunne gjera i den Tidi, daa me
,,heldt fram vaar Gonga« elder ,,leidde Folksens
Merksemd« paa Saker ,,av aalmenn Traadom", og
»mange Maalemne vordo slutte«’, og andre Folk
totte me stod i eit ,,sermerkt Ljos.« Landsinaalet
stend visst og sannt paa eit traustare Grunnlag
no enn den Gongen, og«detz«k·ann me smykje takka
,,5·lliaaslflikningen« fyr.
Jnkje rettare eg kann skyna, er me no komne
so langt, at det inkje lenger er nokon Faare fyr,
at Normalmaalet skal forhutla den norske Folke-
Aandi. Det var inkje so faarelaust fyrr. Bygde-
maali er reint vokaliske, men Normalmaalet er heilt-
upp konfonantisk, so mykje sramandt (svensk og is-
lendsk og gamalnorsk) Gods hadde lett syr aa
smetta inn i den framande Hamen og gjoyma seg
under alle dei ,,plastiske Lygnerne««· Men eg kjen-
ner meg trygg no, og kann hugheilt skriva paa
Normalmaalet, allvisst so lenge eg ser ein liten
Flokk arbeider trufast paa detta Maalet. Kor som
er trur eg Skulebøker no i Fyrstningi lyt «koma
paa Normalmaal, so lenge det spyrst um aa faa
ut Vøker til Hjelp aat Lærararne.
Eg kann inkje slutta denne stutte -Utgreidingi,
fyrr eg sæt sagt nokot, som eg lenge hev tenkt
paa aa segja. Fleire av oss, som no arbeider
tungt og traudt syr Maalsaki, vilde arbeida lettare,
naar slike gode Menner som Krohn inkje heldt seg
so mykje ifraa. Det er sannt, ein fær tidt sjaa
og høyra mykje, som er so harmelegt, at ein kunne
faa Hug til aa ganga sraa alt ihop· Eg tenkjer
Krohn tidt hev harmat seg, fyr di dei, som no er
mest sramme, inkje minnest lenger ,,Ferda1snannen«
og alt det gode Arbeidet, som var nedlagt i den,
av Krohn sjølv og mange andre. Eg vart harm
sjølv og i Haust, daa ein gapaleg Jnnsendar i
»Fedraheimen« fekk Lov til aa prenta nokot um,
at dei, som syrr hadde utgjevet Maalblad, skulde
vera ,,middelmaadige Begave·lser.« Krohn, Fjør-
toft, Vingnir og mange fleire ,,middelmaadige Be-
gavelser«! Te mindre ein bryr seg um slikt, te
betre er det.
Stykket hans Vjørnson i ,,Oplandenes Avis«
um Maalsaki er reint merkelegt. Han »er bleven
mere og mere sikker paa, at ogsaa »Maafagen« er
(eller efterhaanden kommer) i Forbund med ·Reak-
tionen«. —— ,,De, som sortiden bygger det moderne
Samfund, ligger paa alle Punkter klods inde paa
Virkeligheden; men vi har mellem os og Virkelig-
heden taagede Drømmerier, gamle afbrudte Idea-
ler, Gjenoplivelses Erindringer, —— Stumper og
Vrag af gamle Tilværelsesformer« ·
Eg hadde tenkt aa skriva nokot um detta i
»Fedraheimen«, men so fekk eg sjaa eit Svar i
,,Bergens Tidende« til Bjørnson, og daa eg heilt
ut er einig i det, som B. T. skriv um detta, vil
eg beda »Fedrh." aa prenta av detta Svaret. Det
lyder — i Ordrag ——» soleides: . . , «
,,Det forekommer«—oss-dermed Siden af det
meget rigtige og sandei Bjørnsons Fremstilling
er en Misvisning eller rettere en Misforstaaelse af
,,Maalsagen«’. ijrnson har her blot seet paa
den Virkelighed, som ligger ,,klods ind paa ham«
og har overseet Retninger, som han dog burde kjende-
Af Kristofer Bruuns »historisk-poetiske« Opfatning»
slutter han til Maalsagens øvrige Venner, men en
saadan Generalisation er forhastet og Resultatet
derfor usandt.
J den norske Sprogsags dybe Leie har der
allerede sra Begyndelsen asværet to Strømninger,
der vistnok stundom har blandet sine Bølger sammen,
men dog idetheletaget holdt sig adskilt. Den ene
har havt sit Udspring ide nationale Doktriner,
der over Danmark kom op til os som en Udløber
af den tyske Romantik. Den gaar derfor som alle
romantiske Retninger ud fra, at iFortiden har«
Udviklingen sit Mønster og Fremtiden sit ,,udødelige«
Maal. For den staar et Folks nationale Liv som
noget afsluttet, der vistnok kan udviklesl inden visse
Grænser, men dog altid vil beholde et bestemt
oprindeligt Præg. For denne Betragtning bliver
derfor Maalsagen, som.af Bjørnson saa rigtig seet,
nærmest en Sprogets »Gjenoplivelse«, der sammen
med endel andre Gjenoplivelser skal bringe en ny
Guldalder over Landet. Denne Retning har der-
for som vore øvrige Romantikere havt mange uklare
Drømme, følt sig stærkt knyttet til ,,gamle Tilvæ-
relsesformer«,1) været rig paa taagede Jdealer,
men ligesaa fattigt i sit Virkelighedsforhold.
Den anden Retning har derimod netop taget
sit Udgangspunkt i Virkeligheden; den har forud
for Bjørnson og forud for de fleste Mænd i vort
Samfund brudt med Romantikens gamle Tilværel-
1) Cfr. enkelte Maalmcends Sværmeri for archaiserende
Sprogformer.
k: · O HEH
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
