Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
då
Fedraheimen.
dte Marts 1881.
der selv havde medvirket efter Evne
til Storthingets Beslutning, kunde hver-
ken ifølge sin Overbevisning eller sin
Pligtfølelse være med paa Noget, der
frakjendte Storthinget dets Kompetence
til Foranstaltninger af den her om-
handlede Art.
Regjeringen vil 1 sit Foredrag, der
forudskikkes Indstillingen om Sank-
tionsnægtelse, gjøre gjældende, at
Storthingets Beslutning som saadan
tiltrænger kongelig Sanktion. Da Stor-
thinget stedse og utravigelig har hærv-
det, at den kongelige Sanktionsret
alene hører hjemme i Grundlovens $
79 eller, med andre Ord, er begræn-
set til Lovbeslutninger, maatte Komi-
teen allerede af denne Grund afvise
den kongelige Resolution af 19 August
f. A., som efter dens Opfatning stri-
dende mod Grundloven og altsaa død
og magtesløs.
Ved Siden heraf har Regjeringen
negtet Storthingets grundlovmæssige
Ret til at give Medlemmerne af Komi-
teen Bemyndigelse til at arbeide mel-
lem Sessjonerne.
Regjeringen har dermed, saavidt
Komiteen kan se, tiltaget sig Ret til
at blande sig i Storthingets indre Øko-
nomi, forstyrre den af det vedtagne
Arbeidsordning og hindre, at vigtige
Arbeider blive udførte efter Storthin-
gets Ønske. Dette var den anden af-
gjørende Grund for Komiteen til ikke
at efterkomme det modtagne Paalæg.
Videre har Regjeringen ved den
kongelige Resolution af 19 August f.
Å. anseet sig berettiget til at sætte
en ny, efter dens egne Synsmaader
formet Beslutning i Stedet for Stor-
thingets og bestemt, at Statskassens
- Midler skal benyttes til denne nye Be-
slutnings Fremme. Men, enhver Re-
gjeringshandling maa enten have sin
Kilde i Lovgivningen eller i Storthin-
gets forudgaaende Beslutninger; endog
i Tilfælde, hvor Storthingets Beslut-
ning afhænger af Regjeringsmagtens
Samtykke, mangler Regjeringen enhver
Adgang til at sætte noget andet i Ste-
det for Storthingsbeslutningen. Over-
grebet falder saa meget tydeligere i
Øinene her, hvor Regjeringen: maa
frakjendes Ret baade til Negtelse og
til Samtykke. Dette var for Komiteen
den tredie Hovedgrund til at afvise
det kongelige Kommissorium.
Ved Siden heraf havde Komiteen
andre Grunde af mindre konstitutionel
Betydning, men i alle andre Henseen-
der af stor Vægt for den.
Den Maade, hvorpaa det ved det
kongelige Kommissorium blev befalet
Komiteens Medlemmer at indtræde i
den kongelige Kommissjon, uden at de
iforveien vare blevne spurgte ad, fandt
man lidet stemmende med Skik og
Brug i en konstitutionel Stat, og baade
som norske Borgere og som Folkets
Repræsentanter maatte Komiteens Med-
lemmer følgelig betragte Paalægget
som en forøget Hindring mod at træde
ind i den kongelige Kommissjon.
Endelig gjaldt det for Komiteen at
opretholde den Argumentation, som
den havde udviklet i sin Indstilling
af 10de Juni 1880, hvorpaa Storthin-
get grundede sin Beslutning af 19de
Juni. Det kongelige Kommissorium
vilde, rent bortseet fra dets Karakter
forøvrigt, fremkalde en forandret Ar-
beidsmaade ved Behandlingen af de i
Storthingsbeslutningen nævnte Sager,
at Hensigten med den hele Beslutning
vilde forfeiles. Militærkomiteen havde
kun at fortsætte sine Forhandlinger
fra Sessjonen i 1880 for umiddelbart
at overlevere Resultaterne til Storthin-
get i 1881.
En kongelig Kommissjon — der des-
uden skulde bestaa af flere Medlemmer
som hidtil ikke havde deltaget i disse
Sagers Drøftelse — vilde have havt at
forfatte en Indstilling til Brug for Re-
gjeringen, som derpaa vilde have havt
at træffe Bestemmelse om. hvad der
skulde gjøres med den saaledes frem-
komne Indstilling. Naar disse 1 en
Regjeringsproposition var kommen til
Storthinget maatte dettes Militærko-
mite derpaa udarbeide Indstilling an-
gaaende det Hele.
Det var for at undgaa denne tids-
spildende, kraftødende og kostbare
Omvei, at Komiteen kom med sin Ind-
stilling og Storthinget fattede sin Be-
slutning. Regjeringen havde derhos
ikke alene forelagt det første Organi-
sationsforslag (1879) men gjentaget
dette (1880), som den Ordning, ved
hvilken Styrelsen maatte holde fast.
Kongelige Kommissjoner havde tidli-
gere gjort sit til Drøftelse af Armeens
Organisation. Det var nu Storthinget
som havde at udføre det øvrige paa
den for det selv og for Sagen hensigts-
meæssigste og bekvemmeste Maade.”
Det skal vera Johan Sverdrup sjølv
som hev skrivet detta.
Fulle Greidur!
yNorges Konge er erkjendt som Konge
af Guds Naade ... og staar som saadan
kun til Ansvar for Gud.%
Desse Ordi stend i ”Budstikken” i
Aaret 1881 den 19de Februar.
I Aaret 1687, l5de April, skreiv
Einvaldsherren Kristian V i si norske
Logbok soleids:
”Kongen ene haver Magt til at
bruge alle jura Majestatis og Regalier,
hvad Navn de og have kunde; Hvor-
for og alle Kongens Undersaatter . . .
skulle som ærlige Arve-Undersaatter
holde og agte Kongen for det ypper-
ste og høieste Hoved her paa Jorden
over alle menneskelige Love, og der
ingen anden Hoved eller Dommer kjen-
der over sig uden Gud allene.”
”Budstikken hev som me ser vun-
net seg heilt attende til Kristian Kvints
Dagar.
Fulle Greidur! Alt som tilhøyrer
i eit Einvelde fær me no, um Novem-
bermennerne fær raa seg.
VMinistrar, som berre er andsvarlege
for Kongen, og ein Konge, som berre
er andsvarleg ”for Gud.”
”Det store Verk er fullført.” Dette
vart Enden paa den Visa, som tok til
med ”absolut Veto i Grunnlogsaker!”
”Budstikken” er eit ærlegt Blad.
Den segjer ende ut, at Novembermen-
nerne og Høgre vil innføra ei ”ny
Grunnlog,”
som. er av 4de Novbr. og reint ulik
den av 17de Mai;
som gjev Kongen Suveræniteten,
so at Folket berre hev so mykje av
Magti, som Kongen uttrykkeleg gjev
det;
som til Fylgd av dette gjev Kongen
Veto i alt, so nær som i dei Tilfelli,
som er nemnde i $ 82;
som gjer Ministrarne
lege, og
som gjer Kongen heilt ut og i alle
Maatar til Einvaldsherre yver Landet.
— Tru det er ikkje best, me held
oss til den gamle Grunnlogi av 17de-
Mai endaa ei Stund?
uandsvar-
Søgur fraa Island.
(Fritt fortalt etter Øyrbyggjasoga).
(Framhald.)
Egil gjekk ut um Fjordarne og
sidan upp i Fjellet og kom ner i det
Skardet, som var upp fraa Leikskaa-
larne. Der gjøymde han seg um Da-
gen og saag paa Leiken, og Tord Blig
sat utmed og var inkje med. Daa
sagde Tord: ”Eg veit inkje kvat eg
.|ser upp i Skardet, anten det er ein
Fugl, elder um det er ein Mann, som
gjøymer seg, og som kjem upp stun-
dom-til; men livande er det, og eg
tykkjer det er best, me fær Greida paa
det.” Ingen av dei andre saag detta,
og dermed saag dei inkje etter. Den Da-
gen skulde Bjørn Breidviking-Kjempa
og Tord Blig laga Maten, og Bjørn
skulde gjera upp Eld og Tord bera
Vatten. Daa dei hadde gjort upp Eld,
lagde Røyken seg upp i Skardet, som
Snorre hadde gissat paa, og daa gjekk
Egil etter Røyken ner aat Skaalen.
Det var inkje Slutt paa Leiken endaa,
men det hadde lidet langt ut paa Da-
gen, og det tok til aa brenna friskt i
Skaalen, og Skaalen var full av Røyk.
Egil hadde styrdnat (stølna) mykje
paa Fjellet, og sidan hadde han leget
i Skardet. Egil hadde Skotvenger
med Duskar paa, som Skikk var i den
Tidi, og den eine Tyengen hadde los-
nat, og Dusken danglad etter. Trælen
Columba.
Korsikansk Forteljing etter Prosper Mérimée.
XIX.
Saarlækjaren kom litt seint. Han
hadde hatt eit Hende paa Ferdi. Gio-
canto Castriconi hadde møtt han og bede
han med den største Vyrdnad um aa
koma og sjaa um ein særd. Han vart
førd til Orso, og hadde lagt det fyrste
Bande paa Saare hans. Til Slutt hadde
Røyaren fylgt han langt paa Vegen og
hadde uppbygt han overlag ved aa tala
til han um dei mest namngjetne Pro-
’fessoranne 1 Pisa, som var hans varme
Vener, sa han.
”Doktor”, sa Pastoren ved Skilna-
den, ”De hev fengje meg til vyrde Dykk
altfor høgt til, at eg trur det trengst
aa minne um, at ein Lækjar skal vera
likso tett som ein Skriftefar.” Han lei-
kar litt med Byrsepipa. "De hev gløymt
den Staden, der me no hadde den Æra
aa sjaa Dykk. Farvel, eg er glad ved
aa ha gjort Kjennskap med Dykk.”
Columba nibad Oberstenum aa vera
til Stades ved Liksyne.
”De kjenner betre enn nokon Byrsa
aat Bror min,” sa ho, ”og det vil vera
nyttigt, at de er med. Det er hellest
so mange lanke Folk her, det vilde vera
altfor vaaglegt, um me ikkje hadde no-
kon til verje Saki vaar.”
Daa ho vart einsaman med Miss Ly-
dia, klaga ho yver Hovudverk og bad
henne vera med seg eit Stykkje utan-
for Landsbyen. "Frisk Luft vil gjera
meg godt,” sa ho, ”det er so lengje sia
eg var ute.”
Me" dei gjekk, fortalde ho um Bror
sin, og dette Bmne fengsla Miss Dydia
so sterkt, at ho ikkje saag seg um, fyrr
bo var langt ifraa Pietranera. Soli
gladde, daa ho la Merke til det og bed
Columba vende um. Columba sa, ho
visste ein Nnarveg, som gjorde Heim-
vegen mykje stuttare. Ho gjekk fraa
den Stigen, ho fylgde, og tok ein annan
mykje mindre brukt, saag det ut for.
Snart etter tok ho paa aa klive upp em
Bakke so bratt, at ho alt i eit var nøydd
til aa haka seg fast i ei Tregrein med
eine Handi, for aa halde seg uppe, mea
ho drog Miss Nevil etter seg med den
andre. Etter at dei med stor Møda
hadde arbeidt seg uppetter eit Kvarters
Tid paa denne Maaten, kom dei uppaa
ei liti Flate, tilerodd med Myrtur og
Hækkebærbusker, midt imillom store
Graasteinkantar, som paa alle Sidur stak
upp av Grunnen. Miss Lydia var my-
kje trøytt, Landsbyen var ikkje aa Sjaa
og det var mest Notti.
”Veit du, kva eg er rædd, kjære
Columba?” sa ho. ”At me er paa Villgras.”
”Ver "kje rædd”, svara Columba.
”Berre fram, etter meg.”
”Men eg segjer Dykk, at De tek
imist; Landsbyen kann ikkje liggje paa
den Kanten. Ev skal vaage, me hey
han plent bak oss.
me ser dei Ljosi so langt burte, der er
Pietranera.”
”Kjære — Veninne,” Columba i
ein uroleg Tone, ”De hev Rett, men
tvo hundrad Steg herifra .. . i Sko-
gen
”No?”
”Er Bror min; um De vil, kunde eg
faa sjaa til han”.
Miss Nevil kvakk.
”Eg hev kome umerkt ut av Lands-
byen,” heldt Columba fram, "fordi eg
gjekk med Dykk ... hellest vilde dei
ha fylet meg ... Vera so nær og ikkje
faa sjaa han! ... Kvi kann De ikkje
gaa med meg og lyde til Bror min, De
og? De vil gjera han slik ei Glede!”
”Men Columba ... det vilde ikkje
vera sømelegt av meg.”
”Be skynar det. De, Bydamur, De
Sa
Tru meg, der, som |
er altid so plente paa det, som de kallar
sømelegt;’ me 1 Landsbyen tenkjer berre
paa det som er godt.”
”Men det er so seint! Og Bror
Dykkar, kva vil han tenkje um meg?”
”Han vil tenkje, at han ikkje er
sviken av sine Venner, og det vil gjeva
han Mod til aa balda ut.”
. "Men Far, ban vil vera So uro-
Q
le
ai
”Han veit De er med meg ... Væl,
lat oss taka ei Raad! ... De saag paa
Bilæte hans 1 Dagmorgo,” lae ho til aa
smilte litt skalkutt.
”Nei ... . i Sanning, Columba, eg
vaagar ikkje ... desse Røvyaranne som er
dere
”Kva dei? Kva $kil Røyaranne oss?
Dei kjenner Dykk ikkje; og De ynskte
daa just aa faa sjaa nokre slike!” ...
”Gud!”
”No, Frøken; tak ei Raad. Eg kann
ikkje lata Dykk vera etter aaleine her;
ein veit ikkje, kva som kann hende.
Las oss gaa aa sjaa til Orso, hell lat
oss snu attende til Landsbyen ... Men
naar eg daa kjem til aa sjaa att Bror
min ... det maa Gud vita . . . kanhende
aldri 2
”Kya segjer De, Columba? ... No
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
