Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
td
Va AR ME PET Å i ETG Ps
ver PM REE eee de
15de Oktbr. 1881.
Fedraheimen.
163
som er Herre i Huset, sa Mannen,
han laag under Bordet. Og Regje-
ringi maa ender og daa minna Folk
um, at ho er til.
Regjeringi hev sagt Nei til
Professorposten i Norsk. Stor-
thinget vilde hava Posten, Univer-
sitetet vilde hava Posten, og det var
mange, som fann det rimelegt, at
Norigs Universitet hadde ein Lærar-
post i Norsk. Altso sagde Regjeringi
Nei. Bg skal visa deg, kven som er
Herre i Huset! —
Naa ja, kven kann venta likare av
Selmers Regjering. Ho hev lært den
store Leksa, at det nasjonale i dette
Landet ikkje treng Studning. Den
norske Nasjonen hev ikkje godt av aa
vera nasjonal. Og ho hev lært, at ei
norsk Regjering ikkje kann vera sterk,
utan ho er paa Tverke. Det fall seg
altso godt her. Det var Moro aa vera
paa Tverke, men endaa meir Moro
aa vera paa Tverke mot det nasjo-
nale. Skulde Ein segja Veto nokon
Gong, so maatte det vera her.
— Men me, som trur, at Norig hev
ei Framtid, og at det norske Folket
er skapt til aa vera eit fritt og eit
sælt Folk, — kva skal me segja um
slik Styremaate?
Og me, som trur, at me etter Land-
sens Lov hev Rett til aa vera eit fritt
Folk med Æra og Sjølv-Vyrdnad, kva
skal me segja um aa hava slike Gu-
tar til Styresmenn yver oss og yver
gamle Norig?
— Ja, kva skal me segja. Me veit
Skam ikkje. Det norske Maalet er
enno ikkje so rikt, at me kann finna
nokot høvelegt Ord til slikt Stell.
Berre so mykje kann me segja, at
Republikken er minst 8 Gonger so
billeg som Kongedømet, og i Repu-
blikken hender ikkje slikt. I ein
Republik vilde Hr. Selmer og hans 10
namnlause Med-Raadar knapt naa len-
ger upp enn til aa vera Departements-
bud. Ein og annan av dei vart kan-
skje Ekstraskrivar. Men Folket —
ja, Folket vilde faa sin Rett og Lan-
det si fulle Æra. — So mykje kann
me segja!
Her er litt av ”Akterne”:
Fleirtalet i det historisk-filoso-
fiske Fakultet (Professorarne Schjøtt,
J. E. Sars, Lieblein, Blix, Skavlan,
G. Storm, Unger, Bang, Weisse) skriv
um Saki:
Som Hovedpunkt i denne Sag an-
ser vi Hensynet til, at Indsamling og
Bearbeidelse af det rige Materiale, der
foreligger og for en længere Fremtid
vil vedbliye at foreligge i vore Folke-
dialekter, kan foregaa uforstyrret, og at
de Vilkaar, hyorunder den Forsker, der
har indviet sit Liv til dette Arbeide,
virker, kan ordnes paa en Maade, der
er Arbeidet og Arbeideren værdigt. Det
"Tilbud, som herom er fremkommet fra
den bevilgende Myndigheds Side, tror
vi at burde modtage som en Imøde-
kommen af et af Tidens videnskabelige
Krav og den Opfatning, som fra for-
skjellige Sider er fremsat, at den ydede
Bevilgning maaske rettest havde faaet
Form af et Stipendium, kan vi ikke dele.
En —videnskabelig Bearbeidelse af
Folkesprogets Dialekter maa tage Hen-
syn saavel til Oldsproget, hvoraf de har
udviklet sig, som til Folkets nuyærende
Kultursprog, som derfra skal hente sin
Berigelse og Foryngelse. Den Forsker,
som skal beherske Dialekterne, maa have
Sprogets Totalitet for Øie, medens den
blotte Indsamling af Stoffet tiltrænger
ikke alene en,
Arbeidere. Men netop af denne Grund
anser vi det rigtigst, at der oprettes en
Professorpost i fædrelandsk Sprog og
Dialekter. Thi herved betegnes, at Stu-
diet af Dialekterne anlægges med et vi-
denskabeligt Formaal for Øie, og lige-
saa, at det Arbeide, som tilsigtes, ei er
noget blot temporært. Det følger vist-
nok af Sagens Natur, at Indsamling og
Ordning af Stoffet for den nærmeste
Fremtid bliver den væsentligste Opgave,
men ogsaa, at efter hvert, som dette
sker, vil større videnskabelige Opgaver
mere træde i Forgrunden. Ved at op-
rette en saadan Professorpost vil man
ogsaa handle i fuld Overensstemmelse
med Universitetets tidligere Praxis. For
ikke at nævyne de to Professorposter i
Meteorologi og ÆMgyptologi, hvis væ-
sentlige Opgave jo ikke er at docere
de respektive Fag, har man en nærlig-
gende Analogi i det nylig oprettede
Professur i Årkæologi. Ogsaa her gjaldt
det, som i den fædrelandske Sprog viden-
skab, igjennem Indsamling og Tilrette-
lægning af Stoffet, at lægge en sikker
Grundyold for videregaaende Studier,
og alle er nu vist enige om, at denne
Fremgangsmaade har været den rette.
Hvad nu Hr. Ross’s personlige Kva-
lifikationer angaar, da foreligger herom
de mest anerkjendande Vidnesbyrd fra
vore dygtigste Sprogforskere fra Aar
1877, da Hr. Ross ansøgte om Stipen-
dium, og de bekræfter disse Udtalelser
nu efter de tildels betydelige Arbeider,
der senere dels er leverede af Hr. Ross,
dels er under Udarbeidelse. Man erfra
alle Sider enig om, at Hr. Ross ikke
blot er dygtig til dette Arbeide, hvis
Nødyendighed alle erkjender, men at
han er den eneste, hvyorom der over-
hovedet kan være tale. Vi har hos Hr.
Ross lært at høiagte en sincer og selv-
opofrende Kjærlighed til det Studium,
hvortil han har viet sine Kræfter og
sit Liv. Og det er saa langt fra, at vi
deler Frygten for, at tendentiøse sprog-
reformatoriske Bestræbelser herved vil
opmuntres, at vi meget mere tror, at
de vil finde sin sunde Begrænsning ved
at ledes ind i et videnskabeligt Spor.
Da Fakultetet saaledes finder, at Ind-
samlingen og Bearbeidelsen af det i vore
Folkedialekter forhaandenværende Ma-
teriale er en videnskabelig Opgave af
paatrængende Nødyendighed og endvi-
dere er forvisset om, at man i Hr. Ross
har en Mand, som er skikket til dette
Arbeide, saa tillader Fakultetet sig at
anbefale, at der i Ovyerensstemmelse med
Storthingets Beslutning af 238de Mai
1881 oprettes en extraordinær Professor-
post for Hr. Kand. theol. Hans Ross.
Mindretalet (Prof. J. P. Broch
— Lærer i Hebraisk, — Sofus Bugge,
Ludvig Ludvigsen Daae, Friis — Læ-
rar i Lappisk —, Monrad — natur-
legvyis! —, Rygh, Johan Storm — na-
turlegvis — skriv, at dei ikkje vil hava
ein Professorpost i Norsk, men ein
Professorpost i Dansk med ”Dialektar”
elder i ”nordisk”. Det vilde vera reint
skadelegt aa faa ein Professorpost
berre i Norsk. Kor skulde dei store
Motstrævarprofetarne Ludvig Daae,
Markus Monrad og Johan Storm kunna
skriva i Mgbl. mot Maalsaki, naar
det norske Maalet hadde ein Lærar-
stol ved Universitetet! Dessutan trur
dei ikkje, at Ross er Mannen. Han
er ein dugande Mann; han kann ”flere
beslægtede Sprog” framifraa godt, og
han hev vist, at han og kann Norsk;
men han — ”har ikke i tilstrækkelig
Grad Sans for Nydannelser i vore
Dialekter og for Omfanget af den
men flere underordnede |.
1
Indflydelse, som udenfra har
gjort sig gjældende,” d. v. s. han
er ikkje so glad som han burde vera
Fordanskningi av det norske
Maalet. Honom kann dei altso ikkje
bruka.
Og so kjem ”Departementet” —:
Med Hensyn til Begrænsningen af
det Fag, der tænkes henlagt til det her-
omhandlede extraordinære Professorat,
skal Departementet som almindelig Be-
mærkning forudskikke, at den Gjenstand,
der skal repræsenteres ved en Univer-
sitetslærer, ikke bløt maa i og for sig
have —videnskabelig Berettigelse, men
maa ogsaa staa 1 organisk Forbindelse
med Universitetets Opgave i det hele*).
Ligeoverfor den Synsmaade, der er gjort
gjældende af et af Kollegiets Medlem-
mer, at en videnskabelig Behandling: og
Bearbeidelse ikke nogensinde kan ansees
andet end som gavnlig, om den end ikke
udstrækkes i hele det Omfang, som man
kunde finde ønskeligt, skal Departemen-
tet red det foreliggende Tilfælde for
Øie fremholde, at en Lærerpost ved
Universitetet, naar den indskrænkes til
det norske Folkesprog eller til de norske
Dialekter alene og med Udelukkelse af
vort Skriftsprog og dets Historie, vil
faa en unaturlig Begrænsning og saa-
ledes i og ved denne sin Isolation just
komme til at mangle den for et Lærer-
embede ved Universitetet fornødne vi-
denskabelige Berettigelse**).
Kand. Ross antages at savne de vi-
denskabelige Kvalifikationer og den of-
fentlig for Dagen lagte fremrageude Be-
|gavelse, der bør forudsættes hos den,
for hyem der oprettes et extraordinært
personligt Professorat, at hans sproghi-
storiske Studier ikke antages at være
saa dybtgaaende, at han vilde være kom-
petent til at docere nordisk Filologi
overhovedet, at han ser de norske Dia-
lekters Forhold til vort Skriftsprog i et
meget ensidigt Lys og ikke væsentlig
fra Videnskabens Standpunkt, at han
ingen klar og upartisk Erkjendelse har
af vort eget Skriftsprogs Udvikling og
Betydning for vore Dialekter, ja, at han
har stillet sig 1 et ligefrem fiendtligt For-
hold til vort Kultur- og Skriftsprog ***).
Departementet deler derfor den af Fa-
kultetets Mindretal udtalte Frygt for, at
Hr. Ross som Universitetslærer, vilde
bidrage til at bestyrke de ensidige Fore-
stillinger om vore Sprogforhold. som i
den senere Tid ofte ere komne tilorde i
vort Land+).
— Ja, det er Norigs Styresmenn.
Kva var det han sagde Dølen —?
”Det er so du mest kann bli rædd
ved Tanken um aa liva i eit Land,
der slike aandelege Husmenn skal
hava den Magt yver Land og Folk,”
sagde Dølen
Bergens Tidende hev eit godt Stykke
um denne Saki, som me her tek inn
nokot av:
”Det vise Ministerium vil -forstaa sig
bedre paa Sagen end Storthing og Uni-
versitet tilsammen, det nøier sig med
intet mindre end at agere Overhus baade
i Forhold til Folkets Repræsentation og
til de videnskabelige Autoriteter.
Der vil kanske siges, at Storthingets
*) Og Universitetet hev naturligvis ingen
nasjonal ”Opgave” !
=*) Berre dei fekk Dansk med, so —; men
Norskt Maal aaleine er ”uden videnska-
belig Berettigelse”. Forstend!
== Han er ”ensidig” 0: han stend paa den
norske Sida. Åltso bør han ikkje vera
Professor i Norsk i Norig. Han er
fiendtleg mot ”vort Kultur- og Skrift-
sprog”, d. v. s. han er ”Maalmann”; men
det er greidt, at ein Maalmann ikkje
bor vera Professor, kor dugleg han enn
kann vera i sitt Fag.
92: han kunde koma til aa stydja det na-
sjonale; men er der nokon Ting, som
ikkje treng Studning osfr.
F
—=
Afgjørelse var en Partiafgjørelse. Det
var Partimanden Ross, som skulde have
sin Belønning. I ethvert Fald har Høire-
pressen ikke undseet sig ved at frem-
føre slige Beskyldninger. Lad os da se
lidt paa den Majoritet af 83 Mand, der
stemte for Beslutningen. Blandt dem
finder vi Mænd som Kaptein Krag, Bank-
chef Furu, Statsraad Motzfeldt, Soren-
skriver Thuesen, Stiftsprovst Essendrop,
Guldsmed By, Grosserer Harbitz, Apo-
theker Hille, Sorenskriver Roll, Sag-
fører Livius Smitt og Sorenskriver F.
Steen, altsaa: Mænd af Høires forskjel-
lige Afskygninger. Gaar vi saa til Uni-
versitetet, saa vil vi f. E. finde, at det
akademiske Kollegiums Medlemmer alde-
les ikke kan siges at være Venstremænd.
Saavidt os bekjendt er nemlig samtlige,
som for Tiden har Sæde i samme, enten
rene Høiremænd eller politiske Løsgjæn-
gere.
Saa har vi seet det paastaaet, at Re-
gjeringen bør eribe ind her for at hin-
dre Universitetets Administration fra at
falde i Storthingets Hænder. For det
første skal vi hertil bemærke, at Uni-
versitetets Administration slet ikke over-
føres til Storthinget, fordi dette opretter
enkelte extraordinære Professorater, og
for det andet skal vi gjøre opmærksom
paa, at en Indskriden fra Regjeringens
Side her kun vilde være berettiget, der-
som Erfaring havde vist, at Storthinget
i slige Tilfælde havde gjort sig skyldig
i store Fejlgreb. Men hvad lærer Er-
faringen? Netop det modsatte. Vi skal
anføre et Vidne, som vistnok Højre vil
anse for fuldstændig upartisk, nemlig
Professor Aschehoug. Han udtalte saa-
ledes under Debatten om Ross’s Profes-
sorat bl. a.: ”Storthinget har, saavidt
jeg ved, tre Gange før af egen Drift
bevilget extraordinære Professorgager til
navngivne Mænd. Første Gang var det
til Professor, senere Statsraad Broch, saa
til nuværende Professor i Historie, Sars,
og dernæst til Professor i Mathematik,
Lie, I Behandlingen og Afgjørelsen af
de to sidste Sager har jeg deltaget, og
jeg har begge Gange stemt for de frem-
komne Forslag, idet jeg følte mig over-
bevist om, at de Mænd var i Besid-
delse, ikke alene af sædvanlige Kvalifi-
kationer til en Professorpost, men ogsaa
af fremragende Kvalifikationer. Det er
sandt, åt jeg den Gang paaberaabte mig
den store Liberialitet, som Storthinget
altid havde vist ligeoverfor Uniyersi-
tetet.”
Naar der til det ovenfor anførte til-
føjes, at Hr. Ross’s videnskabelige Kyn-
dighed er bleyen anerkjendt af vore
første Autoriteter paa dette Omraade og
heller ikke blev benegtet af Sagens
Modstandere i Storthinget, maa det
springe 1 Øjnene, hvor uforsvarligt det
er af Regjeringen at sige: den Post,
som Storthinget tilbyder Universitetet,
og som denne Institution ønsker at er-
holde, den negter vi.
Det er for det første uforsvarligt
overfor den videnskabelige Bearbejdelse
af. vort Folkesprog. —Vistnok har vor
store Sprogforsker Ivar Aasen, der flere
Gange har været tilbudt en extraordi-
nær Professorpost, men har afslaaet
samme, paa dette Omraade udrettet mere
end Enkeltmand plejer at magte. Men
til Trods herfor er dog denne Arbejds-
mark paa langt nær saaledes opryddet,
som Videnskaben kræver. Vi skal alene
nævne, at man i Sverige, til Trods for
at dette Land ikke ejer en eneste nor-
disk Sprogmand med Ivar Aasens Geni-
alitet, dog er kommen langt videre end
hos os med Hensyn til Studiet og den
videnskabelige Bearbejdelse af Bygde-
maalene. Der foreligger altsaa virkelig
et Krav til os om at yde et større Bi-
drag til Opklarelsen af de nordiske Sprog-
forholde. Og de sagkyndige — i første
Række Ivar Åasen — var enige i, at
vort Land i Hr. Ross ejede en Mand,
som havde Forudsætninger til et saa-
dant Arbejde. Den almindelige Opinion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
