Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10de Desbr. 1881.
Fedraheimen.
199
«PFedrahe i men* og Kristendomen.
(0. Asperheim.)
(Framhald.)
Eg sagde, at Fedraheimen hadde
umtalt nokre naturalistiske Diktningar
paa ein slik Maate, at han hadde gjort
seg mistenkt for aa vera ein Hatar av
Kristendomen. Eg skal no so snøgt ec
kann forklara kot eg grundad det paa.
Det er paa Fedraheimens Umtale av
den Forteljingi som Diktaren Kristian
Elster etterleet seg, daa han døydde,
og av Dagbladets naturalistiske Følje-
tongar. I Blisters Forteljing er det
ein Mann, som hev gjort seg fri fraa
Kyrkja og Prestarne; so reiser han langt
burt, og der burte i Utlande tullar han
seg kos med eit halv-vilt Kvinnfolk.
Sidan trur han, at ho er komi burt
med eit Skip, og so legg han Elsk paa
ei ven og gjild Gjenta her i Landet.
Det ser godt ut for ban; men so kjem
deune gamle Kjærasten hans uventande
gver han, og daa slepp han henne, som
han elskar, og fylgjer med den ville.
Fedraheimen læt oss forstaa, at
det er ein gjild Kar, Elster syner oss
her; det er lett aa skyna, at denne
Karen hev hans fulle Medhug. Men
han er ei stor Lygn denne same Karen.
Inntil ”Fedraheimen” utor heile Manna-
ætti er god fyr aa syna meg ein einaste
Mann, som utan Studning av Religionen
hey handlat slik som hin Ovkaren hjaa
Elster gjorde, er denne Diktningi usann.
Kvifyr vil? Fedraheimen”, at slik Dikt-
ning skal vera sann? Tru det ikkje
skulde vera difyre, at det vilde vera gjildt
aa sjaa ein Kar, som kunde vera so god
i seg sjølv, ut han svingad seg upp paa
Høgdi av den kristelege Moralen ved
sin eigen Styrkje? Fit Stykkje som den
her umtalade Diktningi av Elster gjerer
det klaart nok fyr ein og kvar, at den
naturalistiske Diktningi etter detta Prov
aa døma korkje høver med den kristne
Trui elder med det vörkelege Livet.
Eit litevetta upplyst og tenkjande Men-
niskje vil strakst kunna segja, at ein,
som ber seg slik aat som Elsters Ov-
kar, anten er ein stor Tosk, elder OGSO
kjenner han seg bunden av høgre Mag-
ter, som han lyt vera lydig. Her hev
me difyre i den mnaturalistiske Dikt-
ningi baade ei Lygn mot det verkelege
Livet og eit Ran fraa Kristendomen,
elder iallfall fraa ei sikker religiøs Tru.
Fedraheimens Forsvar for ”Dag-
bladets” Føljetonger, som ”Fædrelan-
det” har teket so hardt paa, var like
eins av det Slaget, at ingen skulde tru,
at det kom fraa ein, som hadde annat
enn historisk Vyrdnad for Kristendomen.
Der er so mykje sannt og godt i det,
som ” Fedraheimen” segjer om kor uklokt
det er aa stengja Ungdomen plent ute
fraa det stygge i Livet og dei stygge
Tankarne; eg tykjer ogso, at det er
mykje godt i det som han segjer om
frisk og sjuk Ungdom; men korleis
kann daa” Fedraheimen” korsomer vilja
forsvara det, at ”Dagbladet” gjev sine
unge Lesarar so mykje Styggedom aa
sjaa. Trur han daa inkje, at der er
sjuk og klenyoren Ungdom bland dei,
som leser ”Dagbladet”?” Han tykkjest
segja seg sjølv imot og aa tala hjarte-
laust med dette Forsvaret sitt. Me kann
ikkje berga oss for aa faa den Kjensla,
at ”Frdh..” er ein so god Ven av ”Dag-
bladet” at han lyt vaaga seg ut for aa
hjelpa det, um ban so skal saara sitt
eiget Hjarta med det sama. Og kot
skal me so segja om den Nytten, som
” Fedraheimen” trur, Verdi skal faa
av alt det stygge, som den naturalistiske
Diktningi sopar ihop til oss” Me kunde
endaa skyna, at det var godt for ein og
kvar aa faa sjaa litet um dei myrke
Romi, der Syndi løyner seg; men at
Liyets Styggedom skal verta gjort til
eit Drama, som vert spelat for oss til
Gleda og Hugnad, det trudde me ikkje
var nokon vitug Tankje. Lat ein Hi-
storikar fortelja os Sanningi, ogso naar
ho er stygg; men ingen Diktar fær
Lov til aa gjera seg urein med aa velta
seg ned i Søyla og so syna seg for oss.
Me kjenner Skarvar fraa Diktningi;
der | finnest faa styggare enn Jago i
”Othello”; men Diktaren rører so fint
ved det stygge, at han ikkje hev fengje
minste Sulk paa Vengjerne sine. Der
er ingen Medhug med det vonde og
range hjaa Diktaren her, og difyre finn
det ikkje nokon Medhug hjaa Lesaren
held. Og so lyt me koma det ihug, at
det stygge hjaa gode Diktarar ikkje
vert meir hell ein Traad i Tvinningi;
dermed kjem det ogso i det rette Ljos
av det fagre og gode. før ein frisk paa
Sjæli, og det lyt ein Diktar vera, so
ser han og so syner han fram for an-
dre utan aa slaa Rukkur paa Nasen,
det vonde og galne i Livet jamsides med
det gode og rette; men han gjere det
slik, at han er Meister yver ”Situationen”,
og den friske Sjæli hans er altso god
til aa riva seg laus, naar det eine vil
stikka leg for langt fram um det andre.
Men naar ein Diktar berre ligg og velter
seg i Livets Styggedom, daa er han
vorten sjuk, faarleg sjuk, og daa vil
han gjera andre sjuke med seg, om dei
gjev seg under han. Daa verte han
faarleg. Kin lyt vera paa Amnatomi-
Fraa Bygderne.
I. Segner fraa Nistelanmd.*)
(Ved M. S.)
(Framhald.)
Åa der sad mi daa aa gjore alleslags
Mine aa Koblemente te enannen, for
aa halle okke mæ Mod. Saa sko nett-
opp Prestsonen sjaa paa Klokka; — men
daa blei der mæ eingaang noge ant*)
aa sjaa paa. Mæ ei einaste Gong blei
der saa lyst, min Far, at du kunne tæle
Knappenaale, aa i same Øieblikke floug
beggje Lugann paa vi Vegg. Men daa
ska du seie der blei levans?). Dæ va
aa høyre te akkorat som naar du høyre
ein stor Kraageflokk flyg opp, aa saa
krydde dæ aa ørte inn av beggje Lug-
ann saa tykt mæ Trollkjerringe, som
naar du ser Go’vers-Mytten en Som-
markyell. No’n av dei va unge, aa
no’n va gamle. No’n rei skrævs paa
nye Lime*), aa no’n paa gamle. No’n
rei paa Oskespae, aa no*n paa Bismalle*);
men alle kom di rians paa noge. Saa
sette di fraa seg Redskabe sitt, aa saa
" annat. *) livande. 4) Bis-
arar.
3) Limar.
tog di te aa slikke Klokkann. For kver
Jønsoknott maa alle Trollkjerringe slikke
Klokkerim; — aa saa nadig!) va di,
at di napte Klokka opp av Lomma paa
Son av Presten aa tog "enn" Lem for
Lem aa slikt? ”enn” rein, aa saa kast”
"enn? paa Golve mæ Negaanga te Stigjen.”
— ”Kjende I noen av di der va?” —
”Om eg gjore! Ja, du; eg saag dei eg
minst av alle trudde te dæ, — aa sligt
som di glodde aa pglaabte paa okke.
Jøss, eg skjelv ennaa, .naar eg tenkje
paa dæ. Que hadde di saa store som —;
ja eg lyge ”kje, naar eg seie som Hoven
paa den Kafikoppen. Aa saa forun-
derleg rare som dei hellest saag ud!
For vaare Que saag di ud meir som en
Ham, saa/nt-en Skuggje, hell som Men-
neska. Eg kunne saa skjelig sjaa dæ
store Aarstale paa den vestre Veggjen
tyørs’ igjønom sju Trollkjerringe. Best
som di slikte paa dæ haraste aa fløug
tyørs igjønom einannen for aa komme
fyst fram, saa kom der en Smell. Aa
du Syn aa Mirakkel, for en Smell. Nei
inkje om du fyrte av 10 Mineskod paa
ei Gaang, kunne dæ smelle sligt; mi
floug høgt opp fraa Bjelkjen mi sad
paa, aa kvide som Lagen å Rædda va
1) slie, ”begjærlige.”
kammerset, naar ein vil verta utlært
til Lækjar, og difyre hev me ikkje
nokot vondt aa segja om det, at ein
ung ”Medicinar” er der og skjer i daudt
Kjøt; men naar ein tykkjer at det er
gildt aa vera der aa stella med det, daa
er han vorten sjuk paa Sjæli; han vantar
nokot, som det er ilt for eit Menniskje
aa missa. Det er soleis lagat ogso med dei
Diktararne, som berre gjer seg fyre for
aa syna fram det stygge i Livet; dei er
vortne sjuke, og Sjukdomen er smit-
tande; difyre er dei faarlege. Fedrah.
veit, at ei Bok kann vera faarleg; Or-
det hev, det veit me, ei ofse Magt,
anten det er vondt held godt. Det er
ikkje mange av dei sterke, som taaler
alt, Vilde Fedraheimens Redaktør,
naar han:hadde ei fin, veik Gjenta, sende
henne bort i ei av desse Forsamlingarne,
der den eine etter den andre fell burt,
fyrdi Sjælekjenslurne ’er so sterke, at
berre nokre faa kann staa dei imot?
Det som er sjukt og kleint, fær me
lata leva, naar det vil leva for seg sjølv;
men det lyt halda seg aaleine. Freistar
det paa aa gjera det andre og sjukt og
klent med seg, so lyt det staggast.
(Meir.)
see
Kristiania, den Ode Desbr.
—
Um Folket og Grunnloven skriv B. B.
i Opl. Av.: ”Man er saa indkjørt i de
”kongelige” Forestillinger, at man fat-
ter ikke hvad et Folk er, at det er
baade Kongens og Lovens jordiske
Magtkilde.
Grundloven og Loven er for hvert
Individ i Folket, Kongen indbefattet;
men Folket som lovgivende Magt kan
med samme Myndighed som i 1814 op-
sige en kaaret Konge og give en anden
Lov. Kongen kan opsige os, derom
tviler ingen; selvfølgelig kan vi opsige
ham. Grundloven har vi ikke givet os
selv for dermed at berøve Folket dets
Souyerænitet; den hår alene Gyldighed,
saalænge Folket vil.
Men ”Folket” er ingen Folkefor-
samling eller Opinion eller Klasse, ei
heller et Parti. ”Folket” i lovgivende
Forstand er Vælgerfolket i Funktion,
og Folkets Fuldmægtige udfører Ordren.
Lyder Ordren fra Landsende til
Landsende paa Republik, er det kom-
met dertil, og paa dette Program væl-
ges Folkets Fuldmægtige til Tinge, hvor
Kongen blir opsagt . . . hvad saa?
Ja, skete dette imorgen, saa er endnu
Erindringen om det absolute Monarki
saa stærk, at Kongen med Frugt maatte
kunne sætte sig op mod Folkevillien.
Men sker det først, naar Folkesouveræni-
dei alle, udan eg. Lide ber’*) blei di,
daa mi saag, kaa der sad paa den same
Bjelken som okke?). Ja der sko du ha
set eit Syn. Dæ kjøle i meg, naar eg
tenkje paa dæ. Hove hans naadde opp
te Toppen av Torne, aa saa glaabt an
ner mæ et Par Que, som minst va som
den Tallerkenen, aa saa lyste dæ rødt
av dei, akkorat som Lanterna paa ein
Dambaad. Kven dæ va som va kommen,
va greit aa skjønne. Der sad’an mæ
ei stor Bog aa saag, sommeti paa Troll-
kjerringann, sommeti paa Regjisten.
Dæ va greit aa forstaa, at han saag
ette, om alle va teste’s, aa om der va
no’n nye, som sko innskrives. Naa ja,
dette blei’an snart færig mæ; for han
he vidt aa fare den Notta, aa fortar”
hell du kann sputte va han føre-i- Vejen
aa heile Skreia bagette ner Stigjen for
aa gaa ner 1 Kjyrka aa halle Alter-
gong. Den Altergonga ska være saa
bespottelig, at ein Mann fraa Kvidsøya,
som eigong saag paa den Gjerningja,
miste Maale aa va domm*) te sin døy-
ane Da”. Eg reiv aa sleid i dei andre
aa ville ha dei ner aa sjaa paa dæ;
men dæ va ugjørelig. Dei tog meg
imellom seg mæ Magt aa drog meg mæ
N
1) betre. * oss (me). 5) stum.
teten er blet alles anerkjendte Herre og
har som saadan flyttet de siste Rester
af hin mørke Tid, fuld af Folkemord
og Frihedsmord, ind i Billedsalen, hvor
de har sin Historie udstillet for forun-
drede Skuelystne. da kan ingen Konge
længer vaage at ta sig tilrette mod sin
Herre, som ikke vil ha ham længer i
sin Tjeneste.
Heri er ikke det mindste, som kan
kaldes Revolution eller Oprør; thi Fol-
ket, Landets Herre, kan ikke oprøre sig
mod sig selv.
Forkaster man derimod denne Lære
og holder paa den gamle om to Herrer,
en, som heder Folket, og en, som heder
Kongen, saa indsætter man Borgerkrigen
som siste Institution iblandt sig. Dette
er vel nu snart blet saa klart, at ogsaa
den Lære blir moden til at bæres ind
i Billedgalleriet, hvor der allerede hæn-
ger mange Malerier, som fremstiller,
hvorledes det gaar til, naar man anta-
ger nogen anden Herre i Landet ved
Siden af Herren eller endog over ham.
Hyad Forholdet til Sverige angaar,
som skulde hindre os i at indrette os
som vi trænger det, saa mener jeg, at
det gjør det ikke. Det kræver ligesom
Forholdet til Kongen sine Hensyn, sine
Grunde, sin Klogskab; men det er intet
”absolut” eller uopsigeligt Forhold, —
og er Formaalet Republiken, saa tænker
jeg, at til den Dag er der ogsaa i Sverige
blet saa mange Republikanere, at de
med Jubel ser os gaa foran; Folke nes
Forbund blir jo da endnu fastere! At
det nemlig gaar fort mod Republiken
i vort Land, derom er der ikke den
fjerneste Tvil — og fortere vil det gaa.
Jeg indrømmer, at det staar i Konge-
dømmets Magt at gjøre den republi-
kanske Strømning svagere. Thi vi mod-
tar alle dets Tjeneste. Vil det sætte
sin Ære og Samyittighed i at udføre
Folkeviljen — og hvilket Omraade har
det saa ikke i Administrationen, Hær-
væsen, Kirke, Skole! —; vil det i en-
hver Gren følge Folkets Aand, ikke
kjæmpe mod denne, men tjene den, da
har Kongedømmet endnu en lang Dag
i Norge. Men jeg er overbevist om,
at det ikke vil; Høire, som kjender
bedre til det, forsikrer os det hver Dag,
og derfor blir vi ogsaa flere Republi-
kanere for hver Dag, saasom Selvstyre
er vor Livssag, saa dette vil vi ha med
eller uden Konge.
Med Love stænger man ikke de
levende Strømme i Folket; men at det
er de levende Strømme, som skaber og
omskaber Love; at selvfølgelig Repu-
bliken ikke kan komme i noget Forhold
til Grundloven, ei heller til dens ”Prin-
mun
ud. Aa daa va di mest gal åa Rædda.
Bg vil ”kje raa min veste Uven te aa
gjøre okke dæ ette; for me fekk dyrt
betale for mi va mnasevis, allesamle.
Mi fekk kver si Straff, aa den som
nyttog va. Hin blei Enkjemanu sju
Vege ette; ein løb i Fylla ud i Isen,
aa eg ... hm! hæm.” — ”Naa, kaa
Straff fekk da IP” — ”Dæ ska eg seie
deg. Eeg va inne paa ei Kraambo aa
saag paa eit Stykkje Pundtleer(-lær),
aa daa eg daa gjekk att, blei ja-go
Leerstykkje hengans mæ meg. Eg tog
dæ sletikkje, nei, om eg gjore ...
Nok æ dæ: Tønnes maatte paa Ting-
stova i 5 Da’e. Dæ fekk eg for Omagje.”
Naa fekk Gamlingjen Drammen sin.
Aa daa han hadde fengje den, totte han
nok dæ va best aa fortene ein te. Han
tog seg ei duelig Skraa aa kjilte paa
igjen.
”Dæ syrgjeligaste mæ denne Troll-
skaben æ, at den inkje døy ud. Den
he alti Æle ette seg. Kyver Trollkjer-
ring æ forplikta te læra opp ein a Bod-
nann sine aa gjøre dei Stakkarann
ulykkelig baade her aa hisset. Ja du
he vel hourt den syrgjelige Historia paa
Kvitsøya —? Inkje dæ. Jau; der va
ein Skippar, som inkje trudde paa noen
Ting. Aller va hann rædde paa Sjøen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
