Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
Fedraheimen.
15de Juli 1882.
Utan Gleda i aa læra, utan Tanke paa
Kunnskapen, berre for aa klara seg
til Eksamen, las han, og las som han
var fraa seg. Han hadde lært i den
Skulen han gjekk.
Og han klarad seg. Han kunde
ikkje mykje, og det, han kunde, var
han ustød i, fordi han var uklaar i
Grunnarne. Men naar han sat med
Eksamensbordet, greidde han seg like-
væl. Han forstod det mest ikkje sjølv.
Men han hadde fraa Barnet av øvt
seg upp i aa gissa, 1 aa sjaa og høyra
paa Læraren, kva Svar han vilde hava,
og den Kunsten brukad han tidt utan
aa vita det. Han kjende paa seg, kor
Læraren vilde av, og so svarad han
rett; men forstod han ikkje, kor Læra-
ren vilde av, torde han ikkje svara,
um han so visste det nokso godt.
Han vart Nummer 9. Der var
Futesøner, ja Prestesøner, som kom
nedanfor honom, og dette totte han
var mest utrulegt. Det same. totte
gamle Ole Johannes, daa Daniel kom
heim og fortalde det, og Gamlingen
kunde ikkje dylja, at han var kaut
av dette.
Men hellest var den gamle meir
tung og tagall av seg no att. Daniel
forstod ikkje dette; men gamle Maren
kunde fortelja han, at Ole Johannes
nok hadde set Ende paa dei 100 Da-
larne, fyrr han vardest, so no maatte
han tenkja paa aa faa seg eit nytt
Laan. Det var ikkje greidt. Ole do-
hannes hadde tenkt, at 100 Dalar aldri
kunde faa Ende; men naar ein foor
for flust fram, so —. Daniel vreid
paa seg. Det var daa ei æveleg Straff
med desse Pengarne.
Men han trøystad seg med, at no
hadde Gamlen drivet det so vidt, at
han ikkje kunde slutta. Og kva gjorde
det i Grunnen, um han tok eit nytt
Laan? Garden var visst stor nok til
aa bera baade det og meir.
Likevæl heldt han seg litt unda for
Far sin. Han var rædd, at denne
vilde snakka um Pengar. Ole Johan-
nes mistydde dette og trudde paa sin
Maate, at det var Storkarsgrillurne,
som var ute att.: Og dette var so
mykje meir harmelegt, fordi Ole Jo-
hannes ikkje lenger heldt seg for nokon
reint simpel Bonde. Han hadde kostat
Pengar paa aa koma seg litt upp,
80 Son hans ikkje skulde turva skjem-
mast av Far sin. Ein Dag kom han
med det. Daniel svarad, so snildt han
kunde, at det hadde aldri voret hans
Tanke, slikt. Men Gamlingen meinte,
at det var greidt aa sjaa, kva Tanken
var. Og han totte ikkje han hadde
Grunn til aa venta slikt no, sagde han.
Han hadde visst gjort alt det han
kunde, og fordi um Daniel no tottest
vera Storkar, so fekk han daa ikkje
gløyma, kven det var, som laut svida
for det. 0. s. fr. Dette kunde Daniel
ikkje tola aa høyra. Han svarad, at
han visste ikkje, kva slikt Snakk skulde
svara fyre; so snart han fekk Embætte,
so skulde snart dei Pengarne vera
greidde, og dermed var det væl ikkje
verdt aa gjera slikt Braak um dei.
Ole Johannes visste med seg, at han
ikkje hadde gjort nokot ”Braak”, og
han kjende, at han leid ein forfælande
Urett; men det kunde væl lite nytta
aa snakka. Berre det lagde han til,
at det vart nok ikkje paa dei fyrste
fjortan Dagarne, at Daniel fekk det
Embættet. ”Nei, nei; kven hev meint
det?” sagde Daniel.
So vart det uhyggjelegt heime no
og. Maren jamrad jamt og samt um,
at det gjekk tilatters. Arbeidet vart
drivet mykje med Leigefolk; Garden
tok til aa koma i Nedfall; Ole Johan-
nes var i Skuld hjaa Jens i Larse-
bakken, og no maatte han handla hjaa
honom mest all Ting, selja billegt
og kjøpa dyrt. Ikkje var han so
trugjen med Boki helder som fyrr.
Han laag helder og sov um Mor-
gonen no istadenfor aa lesa Bøni;
og so kunde ein ikkje venta annat,
enn at der vart liten Vælsignelse med
Arbeidet. — Daniel høyrde paa alt
dette, men svarad ikkje lenger.
Han trøystad seg med aa drøyma
um Framtidi og um Inga. Til hans
hans store Gleda var det nok ingen,
som hadde vaagat seg aat henne enno;
ho var for fin for Bondegutarne, og
for dei andre var ho væl ikkje rik
nok. So kanskje ho fekk staa fri, fri
som ein Blom paa eit høgt Fjell, til
dess han, Daniel Olsen, Student Da-
niel Olsen! kom ein Dag og baud henne
Hjarta og Haand. Og daa skulde dei
vandra so blideleg saman gjenom Livet,
han som Prest, ho som Prestefruva,
og dei skulde hava det so godt, og
faa so mange fagre Gutar. —
(Meir)
Fraa Folkemöti.
1. Program for Vinstre.
(Av Sverdrups
den 4de Juli).
”Jeg udbeder mig Tilladelse til at
sige min Mening om Stillingens Krav
til os. Om Opgaven er vi enige: Selv-
styrelse og paa Selvstyrelsens Vei Frem-
skridt i alle Retninger. Der maa værnes,
befæstes og bygges. Til Erkjendelsen
af vor Opgave maa imidlertid slutte
sig en klar og bestemt Faststillen af
de politiske Formaal, hvis Opnaaelse
er Opgavens Løsning, saavidt Hvervet
kan betroes os. Visselig vil der frem-
komme mange vægtige Bidrag i denne
Sag, hvori alle Landets Vælgerdistrik-
ter er saa dybt interesserede. Men
Gjenstanden er høivigtig, og et om-
hyggeligt Valg maa træffes. Jeg vover
derfor at yde mit Bidrag til den. Det
hviler paa en ved Brfaring og Efter-
tanke grundfæstet Overbevisning.
Det Første, jeg vil fæste Opmærk-
somheden ved, det nævner sig selv:
Opretholdelsen af Stortingsbeslutningen
af Ode Juni 1880. Behøver jeg at
forklare, hvad det her gjelder om.
Tusinder af Gange er det sagt og
gjentaget hele Landet rundt: det gjel-
der Folkets ufortabelige Ret, dets Ret
til at forsvare, selvstændig gjennem-
føre og udvikle Forfatningen, der hviler
paa Folkesuverænitetens Grund og er
indgaaet i dens Navn.. Det er det
Første og det Største.
Det gjelder tillige, at man ved Stats-
raadernes Deltagelse i Stortingets For-
handlinger faar indforlivet i Forfat-
ningen en Institution, der giver Folket
gjennem dets Repræsentation en be-
(Tale paa Lillestrømmen
stemmende Indflydelse paa Statsraa-
dets konstitutionelle Holdning, gjør
Samvirken mellem Regjeringen og Stor-
tinget institutionel og sikrer for, at kun
dygtige og med almen Tillid hædrede
Mænd kaldes til Medlemmer af Hans
Majestæts Raad. Jeg anholder om at
faa sige: vi haaber en god Løsning
for alle Landets store Spørgsmaal, som
Folkets Udviklingsgang har sat og
sætter paa Dagsordenen, men vi pligter
ogsaa straks at sige, at vi her er ved
et Fredsvilkaar, hvori Intet kan og
maa eftergives. Vi kan ikke modtage
noget andet end en hæderlig og for
Landet heldbringende Fred. —
- Endnu et stort Forfatningsanlig-
gende fordrer Plads paa ethvert Valg-
program. dJeg sigter til Udvidelse af
Stemmeretten saaledes, at selvhjulpne
Mænd bliver valgbare og valgberet-
tigede. Jeg har sagt det før og jeg
gjentager det: Selvstyrelsen kan ikke
blive til sand Virkelighed, de Institu-
sjoner, hvorigjennem den skal virke,
ikke tilstrækkelig mægtige, medmindre
alt det, som er myndigt i Folket, bliver
medberettiget, medinteresseret, med-
handlende og medansvarligt. Naar vi
har aarlige Storting, naar Stemme-
retten er udvidet til alle selvhjulpne
Mænd, og vi har sand Ministeransvar-
lighed ved Statsraadernes Deltagelse 1
Stortingets Forhandlinger, da er Veien
aaben for alle Fremskridt i politisk,
sosial og økonomisk Henseende, som
vi ifølge vor Stilling og vor Evne kan
eftertragte. Den Slægt, som kan se
vor Forfatning kronet med disse In-
stitusjoner, dens Gjerning vil, som det
staar i Sagaen, mindes saa længe Landet
er bebygget.
Trods Grundlovens Bud om almin-
delig. Værnepligt har vi endnu den
Dag idag intet Landsforsvar, der fyl-
destgjør den Tanke, hvorpaa Budet
hviler. Der kan ikke længer drives
Udsættelsespolitik med denne lands-
vigtige Sag. For vor egen Skyld og
af Hensyn til vor Pligt overfor Broder-
folket maa vi skabe os en stærk Hær.
Folket i Vaaben er — jeg tør sige
det — det beste Værn og Fæste for
gamle Norge! Efter vort Tænkesæt
som Folk og vor Evne kan dette kun
hensigtsmæssig ske ved at ordne al
vor Værnepligt paa Grundlag af Mi-
litssystemet og kalde Folkets Fædre-
landskjærlighed, Æresfølelse til Hjælp.
Et sandt og kraftigt Nasjonalværn, som
opstiller den norske Nasjon i sin Kraft,
beredt paa at fyldestgjøre enhver Op-
gave, som Folkets høieste Interesser
maatte stille til det — jeg tænker, det
vil sige meget, mine Herrer! Maatte
det lykkes og lykkes snart!
86 Repræsentanter fremlagde for
Stortinget i 1881 et Forslag om Ret-
tergang med Edsvorne i Straifsager.
Jeg optager den Henstillen, hvormed
disse 86 Repræsentanter ledsagede sit
Forslag til Stortinget og gjennem det
til Folket, som en Programsag. Jeg
gjør dette med saa meget større Sik-
kerhed, som Lovarbeidet af 1863 gjen-
tagende er bearbeidet og diskutteret
af Kommissjoner og af Storting. Jeg
tviler heller ikke paa, at en ny Bear-
beidelse vil forskaffe os en Straffe-
proses, der svarer til sit Øiemed, og
Jeg haaber og tror, at man ved en
passende Anvendelse af Edsvorne i
vigtige Sager og af Meddomsmænd i
mindre vigtige Sager vil kunne opnaa
en Ordning ved at tage behørigt Hensyn
til vore Evner og vore Forhold. Jeg
anholder om, at Vælgerne vil støtte
denne Sag. Jeg tør sige, at de kan
være overbeviste om, at Samfundet
derfor vil blive dem Tak skyldig.
Jeg kan ikke bede Herrerne følge
mig hen ’over det store Felt for de
kommende Stortings Virksomhed; det
vilde føre for langt. Men for mig
staar det fast, at man ved ethvert
Stortingsvalg bør træffe en taktfuld
Begrænsning af de Mærkesager, man
opstiller. Derigjennem fremmes sikker-
lig Udviklingen bedst. Men det siger
sig selv, at Stortinget med Kraft og
Omtanke maa virke for Udviklingen
og Fremskridtet i det Hele. Jeg skal
faa Lov til at nævne nogle Sager, der
vistnok ogsaa fremstiller sig for min
Betragtning, men jeg vil erindre om,
at jeg blot tager enkelte Eksempler.
Jeg siger da, mine Herrer, Sparsom-
hed i Statshusholdningen, saavidt Sta-
tens Interesser tillader det, Reformer
i Kommunallovgivningen, og Udvidelse
af det kommunale Selvstyre, Fremme
af Undervisningsvæsenet og Folkeop-
lysningen, Forholdsregler, sigtende til
Udnytten af Landets Hjælpekilder og
Ophjælpen af dets Næringsveie, Ord-
ning i den Del af Lovgivningen for
Administrasjonen, som berører næsten
hver Mands Interesser. Det var let
at nævyne flere Opgaver, men hvor
mange, jeg nævnte, et Vilkaar vilde
være fælles for dem alle: en tilfreds-
stillende og kraftig Løsning af dem
vil ikke finde Sted, førinden Folket i
Medfør af Forfatningen har taget Le-
delsen af Landets Anliggender 1 sin
Haand og udøvet dem gjennem lov-
fæstede Institusjoner. Meningerne kan
være forskjellige, men jeg tør med en
vis Sikkerhed sige, at det Program,
jeg i enkelte Træk har tilladt mig at
oprulle for DHerrer — lykkes det os
at sætte det igjennem i en Valgperiode,
da har det samlet os til Begivenheder
uden Lige i vor Historie, som vil vise,
hvor udviklingskraftigt og dygtigt og
fædrelandskjært dette Folk er.”
2. ”Selvstændighedens Are”.
(Or Bjørnsons Tale paa Stiklestad.)
”Den Kraft, Selvstændighedens Æres-
følelse giver, er den høieste; den er
saa stor, at den multipliserer alle
andre Kræfter i os.
Derfor skjønner I ogsaa, at alle fri
Folk har, forat erobre eller bevare
den, vaaget alt, naarsomhelst, mod
hvemsombhelst.
Kanske kan alligevel dette være os
det samme. Vi har det ikke som
andre Folk, vi trænger ikke til nogen
høiere Energi indsat i vort Liv, vi har
nok. Er dette sandt? Strutter det
saa af nye og store Foretagender i
vore Byer? Er vi altid blandt de første —
paa nye Baner? Vore Opfindelser er
vel mange og frodige? Vore store
Hjælpekilder har vel fremkaldt særegne
nye ”norske” Methoder, som nu gaar
sin Seiersgang gjennem Verden?
Jeg skal ikke svare. Sammenlign
os med Sverige her, og I skal finde
|
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
