Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
At der holdes jul i Norge siger sig selv. Måske står julens
lys og glæde i omvendt forhold til naturens barskhed:
jo strængere kulde og jo mørkere nætter og jo fattigere
kår, jo mere trænger mennesker til dog en gang om året
at have lidt fest inden döre. Der skal dog engang i årets
kreds sættes et mærke til forskel fra alle de andre mange
dages evindelige slid og endeløse savn, og for at overgangen
skal blive kendelig og stærk, kaldes de sidste uger
för jul »skarken«, hvor man må döje ondt, spise den ringeste
føde, bære de fattigste klæder. Særlig fik de sidste
otte dage navn af »skarkeugen«, d. e. den uge, man med
besvær slæber sig igennem. Folk gik i pjaltede, dårlige
klæder, maden var sild og kartofler, eller ost og vælling;
ved middagstid grød og »myse«, valle, så sur, at det hvinede
i »øreknuderne«, når man smagte på den, og det
skulde være en stærk mand, der ikke fik tårer i öjnene,
når han drak af den. Tilmed var grøden kold, så spiste
man mindre, det gjaldt karlfolket; kvinderne, som var lidt
mere nöjeregnende, kunde få en smule ost (brim) til. Var
der en, der ej havde pjalter nok, var der gode råd til at
låne hos dem, som havde mange: »de skulde være fillehukuler
alle i skarken må vite«. Kvinderne måtte ikke skifte
linned i de sidste 3—4 uger og havde det så travlt, at de
end ikke fik tid til at vaske sig, thi der var meget at göre
i huset. Der skulde brygges og bages, vaskes og pyntes,
og færdig måtte og skulde man være til mørkningen jule—
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
