Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200 H. r. FEILBERG
det også kun var få timer, Jætter, Trolde, mørkets onde
magter. Det er næsten altid en julekvæld, at Jætterne
kommer for al låne øl, eller byde gæster til sig i bjærget.
Selv om man ikke møder Jætterne, får man alligevel at
mærke, at der den aften rører sig, hvad ellers aldrig sés:
varsler for årets afgrøde, varsler for, hvad der skal ske.
Og ét mere: julenat besøger de døde deres gamle hjem og
holder gudstjeneste derefter i kirken, og ve de levende,
som tilfældig kommer ind i deres kreds.
Alt kl. 2 begynder julemorgenen. Kirkevejen er lang, ofte
drog folk hjemmefra ved midnatstide for at gå, ride, køre
gennem de mørke skove, undertiden i snefog og uvejr, af
og til dog også under vinterhimlens tindrende stjærnelys.
Man slog sig sammen flokkevis fra hver gård. Et stort
blus en »jultanne« eller »julabloss«, et tjæreblus, der til var
flere alen langt, dannet af små harpiksrige grantræer,
sammenbundne ved jærnringe (Småland), bares foran, og det
var et vidunderligt syn fra den klart oplyste kirke til alle
sider at se blussene, som vandrende stjærner, komme nærmere.
Såsnart de enkelte flokke nåede kirkegården, kastede
de faklerne sammen i en stor dynge til et »julebål«. Slog
røg og luer höjt op, varsledes grøde og godt år. Drev
røgen tilside eller ilden sluktes, var udsigterne til god høst
kun små.
I kirken var der lys på alter og prædikestol, og lysekronerne
var tændte, desuden havde bonde og hustru hver
deres lys med. I ældre tid var kirkegulvet strøet med
halm, i senere år med fint, hakket granris. Når det
gryede ad dag, sang man: »den signede dag med fryd vi
sera, mens folket samledes til altergang, og da plejede
andagten at være störst.
Men underligt skifter det i menneskers sind. Såsnart det
lakkede ad enden med gudstjenesten, blev folk urolige, det
gjaldt at komme hjem så hurtigt som muligt, thi den, der
først nåede sin gård, fik sit kom i det kommende år først
bjærget, og såsnart prædiken blev sluttet, ilede folk ud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
