Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214 n. ?. FEXLBERG
videre nordpå til Järfsö, Ljusdal, Sundhede, Nordansligen
og nåede atter ved ugens slutning til Norala for derfra at
begynde på ny. Helsingeland var i de dage berömt for
sine ypperlige heste, St. Slaffan elskede disse dyr og ejede
selv fem raske rideheste; blev den ene træt, satte han sig op på
en anden og kunde således hurtig overfare landet. Helsingeboerne
var et forstandigt og betænksomt folk og blev snart, for
störste delen i altfald, omvendte til kristentroen. Stolende på
sine venner, prøvede St. Staffan på at sønderbryde afgudernes
billeder og ødelægge deres templer. Han kom til at bøde
for sin dristighed, måtte flygte, blev indhentet i Ödmords
skov ved Tynnebro å og stenet til døde. For at udforske
Odins villie, hvor liget skulde jordes, blev hans døde
legeme sat på en utæmmet fole, der først standsede ved
Norala. Hans venner jordede ham dær eller hans tidligere
udtalte ønske, han havde forudsagt, hvorledes alt skulde
gå, og der blev bygget en kirke, hvor hans grav var.
Endnu den dag idag findes der et lille kapel, bygget
af tømmer over hans hvilested, det kalder folket Hille
Bror Staffans Stupa, d. e. den hellige broder Staffans grav.
Længe efter hans martyrdød samledes kristenfolket i landet
på dette hellige sted for at styrke hverandre i tro og håb.
I senere tider valfartede folk til stedet med syge kreaturer,
især med heste, for at søge helbredelse ved deres skytshelgen,
St. Staffans, grav. Som minde herom bærer Arbrå
sogn en hests billede i sit segl, og hver gang det gryer ad
St. Staffans morgen, drager »Staffansmændene« ud på deres
omridt og synger om hans heste:
Två de voro röda,
två de voro hvita
den femte, han var apalgrå,
den rider sjelfva Staffan på.
Her synes jo alt såre tydeligt, St. Stalfans minde fejres
hver 2den juledag i Sverig, han var Helsingelands helgen
og hestenes skytspatron. Kunde dette nu for Sverigs
vedkommende forklare sagen, så bliver det øvrige Europa til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
