Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
xmsrm; JUL 279
sættes i forbindelse med det bekendte æventyrmotiv: »dengang
da dyrene kunde tale«, som atter let kunde knyttes
til julefestens höjtid og alskabningens bön og lovsang.
Endnu et træk må ikke forbigås. Biernes lille travle
flittige folk, som har været så fast knyttet til
menneskeverdenen, at barns fødsel, bryllup og jordefærd er blevet
dem meldt som andre, der stod hjemmet og familien nær,
— altså bifolket synger også julenat sin salme til frelserens
ære, ja, man går ud for at lytte ved kuberne, og
hvor der som i Nordengland har været strid om den rette
tid at fejre julen, har bierne, ligesom tornen i Glastonbury
og dens slægtninge, bestemt holdt på den gamle julenat,
natten mellem 5—6. Januar.
Lytter man julenat til deres sang i England, hører
man:
»Al verden råbe med glæde for Herren, tjener Herren
med glæde, kommer for hans ansigt for frydeskrig! Kender
at Herren er Gud, han har skabt os, og ikke vi selv, til
sit folk og til den hjord, han føder.
Går ind ad hans porte med pris, ad hans forgårde med
lovsang, takker ham, velsigner hans navn!
Herren er god, hans miskundhed varer evindelig, og
hans sandhed fra slægt til slægt.«
Slår man så op i sin Bibel, sér man, at det er nr. 100
i det Gamle Testamentes salmebog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
