Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OSWALD MARSTRAND.
35
Børn. Sønnen Oswald hang ved hende med hele
sin Sjæl. Da hun var død i 1847, skrev han
dybt bevæget til Broderen Vilhelm: »For mig
er den eneste Kæreste død, som jeg nogen Sinde
har haft. Og en Moders Kærlighed faar man
aldrig mer, men en saadan Sorg ikke heller.«
Man maa ikke af Adolfs noget vidt drevne
Angst for, at Kærligheden til Oswald Marstrand
tidlig skulde lægge hende i Graven, tro, at Ilia
hendrev disse Uroens og Forventningens Aar 1
ørkesløs, tungsindig Grublen over sine egne Sorger
og Forhaabninger. Ganske vist var hun sårt af
Helbred, men hendes stærke, modige Sind og
den Kærlighed, hvormed hun omfattede sine
Søskende og Moderen, hvis et og alt hun var
— efter Adolfs Død i 1841 mere end nogen
Sinde — gav hende Selvforglemmelsens sikre
Værn imod Sorgens Overmagt. I Brevene til
Axel fra disse Aar forekommer jævnlig Udtryk
som disse: »Jeg har det godt og er inderlig vel
tilfreds.« »Jeg er saa tilfreds som kanske kun
Faa.« Men først og sidst handler de dog 0111
de mindre Søskende, som hun, den unge Pige,
omfredede og havde en Forstaaelse af som den
ømmeste Moder.
Her en Prøve paa disse Breve, der alle
vidner om, hvor stor Indflydelse de senere Aar
have haft paa hendes Udvikling.
3*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
