Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 4. Romantikken i Danmark. Utviklingsfilosofi og individualisme - c. Brødrene Ørsted. Naturfilosofi og retsfilosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IOO
Il8 ANATHON AALL.
H.-F. Kl.
Det filosofihistorisk mest betydningsfulde fra A. S. Ørsteds haand er
hans etiske avhandling fra 1811: Om grænserne mellem theori og praxis
i sædelæren, trykt i Eunomia I s. 94 ff".
Sjelden skal man finde et mere klartænkt uttryk for den sandhet, at
vore logiske bestemmelser bare hinkende kan følge efter vore faktiske
bevissthetstilstander, og at vor praktiske eksistens er altfor nuancert i
sin mangfoldighet til at den vil gaa ind under absolut fastsatte regler eller
harmonere med et for alle tilfælder opført moralsk mønster. Ørsted fører
problemet helt tilbake paa forholdene som de er bestemt av naturen selv.
Den individualisme han utvikler, faar dermed en øket karakter av
almengyldighed Han gjør opmerksom paa de objekter som ligger ved grænsen
inden de forskjellige omraader ogsaa indenfor naturverdenen Virkeligheten
lar sig ikke opløse i begreper. Fornuftkraften, som har adspredt sig i en
utallig mængde enkelte individer, kan, som Ørsted sier med ord laant fra
romantikkens uttrykssæt, ikkun derved fremstille sig i sin totalitet, at
enhver utvikler den ham tildelte lod av fornuftkraften til den høieste grad av
fuldkommenhet. Det er ikke engang mulig at henføre vor egen eller nogen
anden bestemt, ved iagttagelse givet, individualitet til et begrep; ti
enhver individualitet indeholder en uendelighet. Hvor længe jeg end blir ved
at føie kjendemerke til kjendemerke, har jeg endnu intet individ; ti om
alle disse kjendemerker lar det sig tænke at de findes hos flere; men
det er umulig at én kan ha den andens hele individualitet. — Saaledes
sætter individualiteten en uoverstigelig grænse for vor fornufts stræben
efter, saavel i naturens som i frihetens enemerker, at gjennemskue
sammenhængen mellem enheten og mangfoldigheten, 1. c. s. 104 fg. Den
menneskelige individualitet som 0. taler om, har han opfattet som et skarpt
av-grænset filosofisk begrep. Det som det er opgaven at faa paa det rene,
er ikke den fænomenale individualitet, men »grundformen for vor
fornuftige individualitet«.
Her merker man uten møie som et ekko av Treschow, og Ørsted
viser da ogsaa (1. c. s. 99) uttrykkelig til Treschow, »en av fædrelandets
grundigste tænkere«, og roser ham for i avhandlingen fra 1807: »Gives
der noget begrep« . . . etc. at ha med indsigt utviklet individualitetens
væsen og med kraft uttalt dens rettigheter. Med særlig styrke hadde jo
Treschow, som før paapekt, fremhævet selvstændigheten hos
enkeltvæsenene og gjort opmerksom paa hvorledes grænserne mellem artene er
flytende. Det individuelle blev i denne avhandling skildret som grundtoet i
virkeligheten, almenbegrepene blev stemplet nærmest som logiske
sammenfatninger. Ørsted gjør samme principielle synsmaate gjældende paa det
begrepsomraade som særlig optar ham, etikkens. Der gives altsaa — saa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
