Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - b. Filosofens personlighet og utviklingsgang - c. Hans litterære produktion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien r norden.
I27
I de mange refleksioner hos Søren Kierkegaard over motivene for at
bryte med sin elskede kommer ofte igjen ytringer av mishaap om at kunne
føre sin eiendommelige aandelige art frelst gjennem en saadan forbindelse.
Ingen tvil om, at dette skridt av ham for en del var et offer han gjorde
for sit individualistiske livssyn. Det dype grundtræk i hans filosofiske
tænkning motsvares av en egen opfatning hos ham om meningen med
hans eksistens.
Sin fuldending fik denne Kierkegaards personlige individualisme under
paavirkning av yderligere erfaringer. De oplevelser det her dreier sig om,
repræsenterer det 3dje avgjørende moment i hans liv: Hans sammenstøt
med kirken og pressen i Danmark. Dermed fik de tanker han hadde fremsat
i en tidligere tid, ny tilspidsning; hans virksomhet som forfatter antok
større patos og naadde de ytterste principielle høider.
c. Hans litterære produktion.
Søren Kierkegaard har tidlig hat trangen til at ytre sig som forfatter.
Sit første arbeide rykket han i marken med allerede i 1838, endnu før han
hadde faat embedseksamen; saa blev det nogen pause, men da han vel
hadde faat dissertationen fra haande, kom det stadig nyt fra ham, slag i
slag. Da livet tok til for alvor at gaa ham imot, fik denne
skriveliden-skap rent overhaand. Han søkte likesom Nietzsche en avhjælp, en trøst
for sit sind i en ustanselig produktion. Som Nietzsche fik han føie at det
blev i længden en kostbar fornøielse. Da han hadde offentliggjort sit
sidste indlæg i den strid han var kommet op i, saa var sidste rest av hans
private formue brukt op.
Det første betydeligere arbeide er avhandlingen for magistergraden i
1841, Om begrebet ironi, med stadig hensyn til Sokrates. Igjen er det
her en merkelig likhet mellem Kierkegaard og Nietzsche. Begge tar sit
utgangspunkt i studiet av aandslivet i Hellas. Begge er helt igjennem
græsk-klassisk i sin litterære fantasi. I Kierkegaards studie om Ironi er
det glimt av de grundtanker som utgjør hans filosofiske daad i historien.
Han skildrer den pris mennesket maa betale for at faa del i sandheten.
»Derfor hører det mot til al erkjendelse, og kun den der har mot til at ofre
livet, frelser livet«1. Han har en idiosynkratisk uvilje mot at mængden
skulde komme til at blande sig op i det intime i ens personlige liv. Han
taler etsteds i sin dissertation om kjærlighetslivet og priser som motmidler
mot nærgaaenhet saadanne forholdsmaater som han selv i sit liv skulde
1 Søren Kierkegaards Samlede værker bd. 13 s. 121.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
