Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - d. Kierkegaards historiske stilling som forfatter og tænker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Il8
anathon aall.
H.-F. Kl.
sørgelige med mig at mit liv, mine sjælstilstander bestandig gaar efter to
deklinationer, hvorved ikke blot endelserne blir forskjellige, men hele ordet
forandres1.
Kunsten har han brukt i et bestemt metodisk øiemed. Det er ham
om at gjøre at faa sit erend frem paa rette maate. I det hele veier maaten
at meddele sig paa tungt for ham. Forskjellen i livet, sier han selv, er
ikke hvad der siges, men hvorledes. Den evige docering som er i bruk
menneskene imellem, er det værste misgrep Altid paany fremhæver han
hvor forkjert det er likesom at brette ut resultatet, istedenfor bare at sætte
en paa glid. Han kræver at man er kysk i omgangen med sjæler, diskret
naar man gaar i gang med at forkynde. Kierkegaard møtes her med Ibsen,
som jo paa dette punkt har skapt en helt ny dramatisk teknik2. Dette
træk passer godt ind i arbeidsmaaten for en individualist. Det
individuelle, baade hos en selv og hos andre, tar først fat der som al dressur, al
mekanisk tillæring, al suggestiv magtbruk ophører. — Hos Søren
Kierkegaard var denne egenhet end yderligere styrket ved det inderlige
aandelige forhold som han følte sig i til Sokrates. Hans dissertation er bygget
over et sokratisk emne, som vedgaar meddelelsens kunst, ironien. Og han
prøver med flid at utvikle den sokratiske evne videre som han mente at
ha faat som medfødt gave: Noget sokratisk har jeg, det kan man si.
Indirekte meddelelse var min naturbestemmelse3.
Skal imidlertid K. ytre sig om hvad han vilde med sin
forfattergjer-ning, saa er det ikke kunsten han nævner, det er ham om at gjøre at snu
moralisten frem. Hans tanke var, som han oplyser i Synspunktet for min
forfattervirksomhet, saa hurtig som mulig at uttømme det digteriske — og
saa ut paa en landsens prestegaard. Jeg følte mig fremmed ved hele
digterfrembringelsen, men jeg kunde ikke anderledes4.
De sidste ord forklarer hvordan det hang sammen. K. var for en
væsentlig del ogsaa digter med en frugtbar og vild fantasi, og
digterstrømmen flyter hos ham paralelt med den religiøse produktion. Hans
forsøk paa f. eks. at faa klemt skildringen av forføreren ind under en streng
religiøs vinkel virker anstrengt. Læseren vil ikke av sig selv komme til
1 Søren Kierkegaards Papirer, udg. av P. A. Heiberg og V. Kuhr, 2. bd. s. 136, opt. fra
aar 1839.
2 Ogsaa Ibsen kan jo paa en maate siges at være en forkynder. Mang en gang er det
helt aabenbart i hans digtninger at han forfølger moralske maal. Tænk f. eks. paa
Samfundets støtter, Gjengangere, En Folkefiende, Vildanden o. fl. a. Men det er
han-meget om at gjøre at skjule hensigten bak det slør som kunsten rækker ham.
3 P. A. Heiberg, Søren Kierkegaard i barndom og ungdom 1895, s. 57 fg.
4 Samlede Værker bd. 13 s. 570, smlgn. 532.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
