Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - h. Religionsfilosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
IoI
om paradokset, om begrepet angst, om subjektiviteten som sandheten, om
den enkelte.
Det enkelte menneske deler kaar med slegten. Denne har historisk
oplevd noget som har fordærvet spillet for den, syndefaldet nemlig;
komme i samfund med sit ophav, med guddommen, kan mennesket efter
dette ikke ved likefrem naturlige fremskridt. Det maa ske et spring;
K. mener i det hele at metoden for at vinde værdifulde standpunkter eller
personlig fuldkommengjøring er diskontinuerlig. Saken fuldbyrdes gjennem
braavendinger, særlig betydning har springet1 som religiøs metode; K.
tænker sig »springet« som en naadeakt av gud, som flytter synderen over
i naadens rike.
Ført over paa religiøs grund faar mennesket med helt andre størrelser
at gjøre end dem som etikken fører frem; ja de etiske og religiøse maal
kan staa i indbyrdes motstrid. K. gir i slike tilfælder det religiøse forrangen
og taler det uhyggelige ord om en suspension av det etiske2. Det etiske
er de grundsætninger som tanken har utledet av livets lovbestemte
erfaringer. Men det fører ingen direkte linje fra den menneskelige tanke til
den religiøse sandhet. Forstanden skjænker ikke idealene til
menneskesjælen, allermindst gir den grundlaget for de religiøse idealer. Det
religiøse liv er et forhold fra person til person, fra menneske til gud, og
intellekten tjener her ikke til noget; det hele er et forhold av tro. Troen
er noget helt andet end det at ha tilegnet sig visse meninger. Dypt og
overbevisende fremholder K. dette i sit skrift: Indøvelse i kristendom,
deri han utvikler den kunst som heter den indirekte meddelelse. En
kommer ingen vei med at docere. »Al doceren av kristendommen er . .
det ukristeligste av alle kjætterier«3.
Imot den intellektualistiske opfatning, slik som den i K.s samtid bl. a.
kom tilorde i teologiske læreskrifter av en Martensen, stillet han sin lære
om paradokset.
1 Til de øverste principper kommer man ifølge K. ikke gjennem logiske bevisgrunder;
viljen avgjør saken, idet man vælger et utgangspunkt. Ordet „spring" i denne
prægnante mening findes hos Lessing, som K. beundrer sterkt. Se Afsl. Efterskr. Samlede
Værker bd. 7 s. 78 ff. Men om det her er nogen direkte forbindelse, er uvisst. K. bruker
ordet allerede i „Frygt og Bæven", som er skrevet før han syntes kjende
vedkommende verk hos Lessing, og den betydning K. gir begrepet for religionsfilosofien, er
original.
2 Standpunktet blir utført helt til det moralsk absurde i Frygt og Bæven, smlgn. den
kjendte eksemplifikation som K. gir gjennem bruk av den bibelske fortælling om
Abraham, som var færdig til at ofre sin søn Isak.
3 Samlede Værker bd. 12 s. 61, 124. ff. Smlgn. Af S. K.s Eftl. Papirer 1854 — 55 ed.
Gottsched s. 96.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
