Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - i. Den Kierkegaardske individualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
IoI
dens midte, eller at et menneske overhodet kunde lære noget av historisk
kundskap. Akkurat samme dom fælder K. en menneskealder før Nietzsche.
Noget rent konstitutionelt ved hans personlighet synes hindre ham fra
at gi historien nogen større plads i sit tankeliv Men til det kommer et
rent principielt syn hos ham, et nyt vidnesbyrd om hans subjektivistiske
værdsætningsmaate. Historien er en videnskap som gaar ut paa
simpelthen at føre os visse kjendsgjerninger for øie. Men K. negter at det at
gjøre sig kjendt med visse fakta paa nogensomhelst maate kan utvikle
menneskeaanden2. Sjælen fører, saaledes ræsonnerer K. i Filosofiske
Smuler, sit liv ikke paa grundlag av det simpelthen objektive, men paa
grundlag av en forestilling om det nødvendige. Psykologisk fører dette
til at ikke det faktiske, men det mulige blir et værdifuldt begrep for
sjælen. Det mulige gjør man sig imidlertid nærværende alene ved at
gjøre sig samtidig med en sak, noget som er helt andet end at anskue
saken historisk. Men det kan reises endnu en indvending: Selve
forut-sætningen for at historien skulde ha nogen værdi for aanden, er en falsk
forestilling, nemlig den, at det i frihetens rike er rum for nogen
nødvendighet3. Ogsaa etisk er det forkastelig at gi sig hen til historisk
betragtning. Man kommer bare til at lægge bret paa det ytre resultat, paa
massevirkningen istedenfor at agte paa det personlige liv.
Dette syn hos K. faar en særegen betydning inden religionens
enemerker. Religionen var for ham et forhold inden kristendommen. Men
hans kritik gjælder principielt al religiøsitet. Hvad kan det nytte et
menneske for evigheten om hans hjerne mættes med dette eller hint træk fra
overleveringen? Kan det faktiske som saadant mætte hans sjæl?
Aabenbart staar saken saa, at det historiske stof i raa form4 ikke kan, religiøst
set, bli assimilert av personligheten.
1 Han assimilerer ikke andet av den end det han kan bruke for eget aandsliv. Men
dermed gaar emnet i hukommelsen over til at bli hans — ikke historiens. En
optegnelse fra aaret 1842 — 43 oplyser hvorfor han har saa liten sans for historie: Den
overveiende utvikling i hans aand hadde berøvet ham sansen for den empiriske
virkelighet, S. K.s Papirer bd. 4 s. 112. Smlgn. Af S. K.s Eft. Pap. 1844 — 46
ed. H. P. Barfod s. 750. Om Kierkegaards mangel paa historisk interesse og historisk
sans se ogsaa A. B. Drachmann, Udvalgte avhandlinger 1911 s. 191.
2 Ak herregud, hvad er historien! Historien er en proces, sjelden, sjelden, sjelden
anbringes der en lille draape idé. Af S. K.s Eft. Pap. 1854 — 55 s. 162.
3 Filosofiske Smuler. Saml. Værker bd. 4 s. 235 ff., 241.
4 For at eksemplificere dette paa det religionsteoretiske stof i kristendommen: Dette at
Jesus helbredet syke, trøstet nogen mennesker i deres nød og sorg; at skriftlærde og
prester i Jødeland drev det til at Jesus blev forfulgt som en folkeforfører; at en
romersk landshøvding fældte dødsdommen over ham og lot den fuldbyrde, det kan som
simple fakta ikke opbygge nogen menneskesjæl. Religiøst kommer det for mennesket
Vid.-Selsk. Skrifter. II. H.-F. Kl. 1918. No. 1. 10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
