Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - j. Teorien om den enkelte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
gjøre likesaa med den enkelte. Den opgir ikke det tak den har paa
enhver slegtsfælle. Tvertom, den gjør sit nærvær følelig paa mange maater.
Den merker nemlig kontrasten og veirer en fare. K.s skrifter vrimler av
ord som viser at han har opfattet situationen, og ikke undlatt at anvende
reglen paa sin egen person 1.
Kaldet til liv i ensomhet gjælder i overordentlig grad en bestemt type
mennesker, geniet. K. spiller ofte hen paa den skjæbne som forestaar
et genialt menneske. I 1850 sier han om det: »Han kan ikke komme
til at løpe med i flokken. . .; i isolation maa han være hvis han skal være
det store; og frit at holde sig selv i isolation formaar intet menneske; han
maa tvinges hvis det skal have alvor«2. Tvangen er en indre og saa
sterk at aanden vinder seier, om saa tilværelsen ryster under brytningen
med motstanden fra de andre menneskers side. »Genier — saa lyder et
ord av K. i »Øieblikket«3 — er som tordenveir; de gaar mot vinden,
forfærder menneskene, renser luften. Det bestaaende har opfundet adskillige
tordenavledere. Og det lykkes. Javist lykkes det; det lykkes at gjøre
det næste tordenveir desto alvorligere.« De er lovgivere i aandens
verden; paa et eller andet avgjørende punkt omformer de livssynet. K.
sier i en optegnelse fra 18494: »Ethvert geni er en revision av et eller
flere principielle spørsmaal i tilværelsen. Med særlig tanke paa den
revision som slegten hadde at opleve paa religionens, d. v. s. den kristne
religions omraade, retter K. sit angrep paa nogen betydningsfulde faktorer
i den menneskelige tilværelse.
Et hovedstøt retter han mot en størrelse som heter mængden.
K.s optegnelser indeholder de sterkeste utfald mot det begrep. Fra
18475: »Mængden« er egentlig det jeg har tat mit polemiske sigte paa.
K. sier han har lært det av Sokrates. I optegnelser fra 1854—55°: I
1 Prof. Rasmus Nielsen, som halvt var en K.-tilhænger mens K. levde, og særlig talte
som en aandsfælle av ham efter K.s død, sa, ifølge optegnelse av K. fra aar 1854 — 55
(af S. K.s Eft. Pap. 1854 — 55 s. 54): „Dersom samtiden anet i hvilken grad De er
den overlegen, og hvorledes De gjennemskuer den, saa slog den Dem ihjel". I Synsp.
for min forf.virksomhet sier K. med rene ord (Saml. Værker bd. 13 s. 566): „Meget
langt tilbake i min erindring gaar den tanke, at der i hver generation er et par eller
tre som blir ofret paa de andre; brugt til i frygtelige lidelser at opdage hvad der
kommer de andre tilgode; saaledes forstod jeg tungsindig mig selv, at jeg var utset
dertil".
2 Af S. K.s Efterl. Pap. 1850 ed. Gottsched s. 298.
3 Øieblikket 6. Saml. Værker bd. 14 s. 219. Hvor sterk motgang et geni maa være
fattet paa at døie, uttrykker K. i Begrebet Angest, Saml. Værker bd. 4 s. 370, i de
ord: I en viss forstand forstaar end ikke gud i himlene geniet.
4 Af S. K.s Eft. Pap. 1849 s. 318.
5 Af S. K.s Eft. Pap. 1847 ed. H. P. Barfod s. 24.
6 Af S. K.s Eft. Pap. 1854-55 ed. H. Gottsched s. 375.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
