Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 3. Det døde tidsrum. Schweigaards kritik over den spekulative filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
41
vendte tilbake til sit egentlige fag, jurisprudensen, † 1871. Han var, som
det fremgaar av hans haandskrevne forelæsninger, væsentlig metafysiker
av den gamle skole, med en heldning til Schellingsk filosofi, uten at det
kan sees at han har sluttet sig til et bestemt system. I et offentlig indlæg
om religionsfriheten hævdet han en yderst konservativ tænkemaate, nemlig
i sin Betænkning og forslag til lov om grænserne for religionsfriheden,
1840. Han pukker paa (s. 15) at han er i overensstemmelse med
grundloven naar han vil ha den evangelisk-lutherske religion haandhævet og
beskyttet som statens offentlige religion i ordets mest utstrakte mening,
saaledes at ingen derfra avvikende trosbekjendelse maa utøves med
nogensomhelst offentlighet, og han indskjærper straf og forebyggende handlinger
mot proselytmakeri. Filosofien i Norge har ikke altid været en skole i
liberal tænkning
Om denne periode i den norske filosofis historie blev det oplyst
ovenfor at naar man gjorde en undtagelse med Treschow, saa blev det
gjort rent bord, ikke nogen skrev noget i filosofi i Norge. Det som blev
ræsonnert, fik ikke litterær form, eller det dreiet sig om saadant smaapluk
som ikke kan gjøre krav paa at repræsentere noget. Helt uomtalt bør
imidlertid ikke en forfatter bli, særlig fordi hans ene indlæg røber en aand
som just i motsætning til Winter-Hjelm hadde lært av filosofien at tænke
i fremskridtsvenlig liberal retning. Det er W. F. B. P. Sverdrup, Georg
Sverdrups søn, en frisindet teolog, som senere kom til at lide ilde for sin
frimodige tale. I 1836 ga han ut en liten piece: Dødsstraffens
uretmæssighed, et filosofisk udkast. Under speciel polemik mot A. S. Ørsted
kræver forfatteren at individet gjøres gjældende som en fornemmere
kategori end staten. Sverdrup slutter sig til Fichtes lære om det rene jeg og
utvikler hvorledes jeget er »en i sig tilbakevendende handlen« ; bak baade
jeg og handling i begrepenes absolutte form staar guddommen. Dette gir
personligheten en nøihet som ikke maa krænkes. Overfor det individuelle,
menneskepersonligheten, staar staten, som et ringere fænomen, grundlagt
paa et rent endelig forhold, paa en overenskomst mellem menneskene.
Den nuværende retspraksis, som holder paa henrettelsen som straffedom,
er fornuftstridig. Menneskelivet ligger utenfor strafferettens sfære.
Dødsstraffen indeholder en motsigelse i sig selv. — Det er en viss logisk konse-
1 L. Kr. Daa sier i „Granskeren" iste hefie 1840 om denne betænkning: Det give
ikke nogen side i skriftet som ikke fra det liberale standpunkt . . . indeholder noget
urimelig, og neppe nogen bestemmelse foreslaaes som ikke mere eller mindre vilde
indskrænke friheten til at gjøre de aller uskyldigste handlinger. Daa finder i det
fremlagte forslag en hær av fordømmelsesdommer. der maa antages at gjælde den hele
menneskehet som ikke bekjender sig til den norske kirkes religion, altsaa imot 700
millioner mennesker eller noget nær alle jordklodens beboere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
