Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 3. Det døde tidsrum. Schweigaards kritik over den spekulative filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
233
hjerne« og ikke av »journaler«; for gud har ikke skapt noget individuum
saa fattig, at det ikke paa sig selv skulde kunne opleve noget der fortjener
at komme for lyset. Det er god grund til at lægge merke til denne lille
norske demonstration til gunst for individuelt tankeliv i en tid da
spekulativ systemtænkning efter tyske recepter truet med at ta veiret fra
allesammen. Schweigaard sier, han kunde tænke sig nogen kunde gjøre det
motkast, at det bare er noget individuelt det han kommer med; han hadde
jo ikke noget eget system at lægge frem i bytte. Men han kan ikke
godkjende et slikt argument, og hiver ind i denne sammenhæng en synsmaate
som virker paafaldende. Han viser til, at tankens originalitet tar skade
naar den skal formes ut i skrevne verker: »Den der bærer et system i
sig, føler mindst drift til at fremstille det, fordi det kun er et egte system
medens det lever hos dets besidder, og dør naar det skal lægges i
dogmernes baand.« Uvilkaarlig maa man her mindes, at Poul Møller i Danmark
netop i tiden fra omtrent 1830 av utviklet sine originale tanker om den
affektation som rummedes i al systemlaging, og om sandheten som noget
der alene har virkelighet i den stund den fødes i et subjekt. »Ingen
livsytring har sandhed uden deri ligger skabende selvvirksomhed. Udsigelsen,
fremstillingen af en tanke har egentlig kun da sandhed, naar tanken i
samme øieblik frembringes«1. Slegtskapet i synsmaatene gir saa meget
mere at tænke paa, fordi Schweigaard som student hadde hørt Poul Møller
i Norge og senere under ophold ved Kjøbenhavns universitet hadde ny
leilighet til at bli kjendt med sin gamle lærers filosofi.
De avgjørende fremskridt hos et folk i videnskap, kunst,
samfunds-historie eller aandsliv i det hele skyldes sterke personligheter i dets midte.
Den som vil forstaa hvorledes storverkene i et land er kommet til, skal
studere landets høvdinger. Blandt dem synes somme at ha gaat til sin
gjerning mere som av et instinkt. Det store som har præget deres sjæl
og lagt magt i deres færd, kan ikke siges at ha speilet sig klart av i deres
tænkende hjerne. Hos andre derimot følges al deres idræt av principielle
selvopgjør i egen tænkning. De sidste er filosofer, hvad de saa ellers
ifølge sin gjerning har faat navn efter i historien. Schweigaard hører
tvil-løst til de sidste. Denne mand, hvis gjerning gaar efter bestemt utformede
teoretiske linjer, kan tilsidst alene forstaaes, naar man tar hensyn til den
filosofiske overbevisning som han i unge aar utdannet med saa megen omhu2.
1 Citert efter Høffding, Danske Filosofer, s. 124 fg.
2 Om dette punkt og om Schweigaards filosofi i det hele se mit foredrag i
Videnskapssel-skapet 6. oktober 1916: Det historiske og litterære grundlag for filosofien hos A. M.
Schweigaard, trykt i Vidensk.selsk.s Skrifter for 1916. Schweigaard har, eftertænksom
som han var av natur, allerede tidlig interessert sig for filosofi og brukte en stor del
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
