Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 8. Principielle brytninger og deres filosofiske perspektiver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
anathon aall.
H.-F. Kl.
ment mot kampen for folkesuveræniteten saagodtsom mot de nyere
empi-risk-naturvidenskabelige tankestrømninger. Omvendt maatte de som hadde
sluppet troen for at gaa i den nye videnskaps skole, bli tilskyndet til at
flokke sig om det radikalt-nationale parti i politikken. En horror vaeui
pleier drive individene til at ty hen til en klump av partifæller. Faa
føler sig stø naar de staar alene. De personligheter som var konservative
paa ett, radikale paa et andet omraade, hadde det ensomt tilgagns i hine
dager.
Paa en underlig maate har saaledes det politiske element kommet til
i Norge at spille sin rolle med i historien om opgjøret med de
fremskridts-fiendtlige autoriteter og med den konservative spekulation som
repræsen-terte filosofien i landet. Det blev en haard strid at komme igjennem. Et
helt systemskifte maatte til. Den som tok op tidens tanker i hine aar,
maatte være fattet paa at man tok ham ilde op hvad han sa, eller at hans
ord ikke kom inden hørevidde for mange. Det akademiske aandsliv var
præget av stagnation. Hvad den hjemlige filosofi gav av sig, blev op i
intet. De emner som hang igjen i undervisningen, passet for en stor del
paa skrapboden. En hende gang kunde tanken hos en naturkyndig ta
sig en maafaa-tur ut i filosofien. Men faa lydde efter1. Eller en
hegeli-aner kunde vove sig ut med et ræsonnement om den nyere naturfilosofi,
for at frelse de gamle standpunkter. Var indlæg av sidste type den pure
doktrinisme, saa var indlæg av første sort for litet systematisk
gjennem-arbeidet. Saa det ene kunde kvitte det andet. En frugtbar diskussion
blev forøvrig utestængt allerede derved, at tilhængerne av den spekulative
filosofi for det meste bare daarlig skjulte sin ærgrelse. Man kjendte ikke
den kunst at drøfte stridsspørsmaalene sine ira et studio. Av hegelianerne
for at paa bunden av tidens uklare gjæring ligger nu væsentlig spørsmaalet om
religion eller ikke religion — ialfald kristendom eller ikke kristendom — og dette er efter
min mening ikke egentlig noget diskussionstema. Her gjælder kun krig paa liv og
død, og man faar paa begge sider — i guds eller djævelens navn — fylke sine skarer
.... Derfor har det været mig og andre gode mænd en smertelig overraskelse at se
Jonas Lie ta plads i tiendernes række, det vil si deres der til syvende og sidst dog
vil avsætte vorherre, écraser Finfåme.
Enhver som laaner sit navn og sin pen til det nye tidsskrift, vil uundgaaelig bli
antat at ha indskrevet sig i den bekjendte bloksbergske rulle. Rækker man en finger,
saa vet man nok hvem der beholder hele haanden.
Denne henvendelse fra en filosof til en digter viser baade hvor hegelianismen
øinet faren, og hvorledes den prøvde at verge sig.
1 Endnu saa sent som i 1887, altsaa en menneskealder efter at Darwins Artenes ophav
var kommet ut, kunde en norsk naturforsker uttale: Hos os indskrænker sig desværre
endnu det kjendskap som de fleste mennesker har til læren dertil, at en Darwin har
paastaat at vi mennesker nedstammer fra apekatten, og dermed lar de sig nøie (Olav
J. Olsen, Udviklingslærens nuværende standpunkt, Nyt Tidsskrift bd, 6 s. 46 ff.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
