Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - a. Utviklingsgang, berøring med filosofien; vekst som digter og tænker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
anatHon aall. H.-F. Kl.
1851 et opsæt: Handlinger og træk av stortinget, deri han vender sig
med bitende haan mot politikerne, deres opfatning av frihet og deres
skjeling hen til majoriteten. En ytterligere prøve paa samfundssatire gir
Ibsen i »Norma eller en politikers kjærlighed«1. En skulde tro den
senere forfatter av »En Folkefiende« alt dengang hadde sine emner paa
lager. Man gaar neppe feil om man mener, at i denne tid blev
grundvolden lagt til den livslange kamp hos Ibsen mot alt det væsen som sætter
schema over realitet, fordel over ret, og som foregjøgler menneskene
idealer det ikke er nogen personlig sandhet i.
De brytninger som Ibsen i de unge aar tok mere eller mindre aktiv
del i, maatte forme hans individualisme og dermed gi grundpræget til det
man kan kalde hans filosofi. Det er naturlig i denne sammenhæng at
spørre efter Ibsens forhold i det hele til filosofien. Har han
fordypet sig i den paa nogen maate? Har han overhodet nærmere kjendskap
til filosofien eller til bestemte filosofer? Noget videre at tale om er det
her ikke. Ibsen fulgte i det hele med i tiden, ikke gjennem at læse bøker,
men paa anden maate: Avislæsning, samtaler, det var de midler hvormed
han skaffet sig kjendskap til tidens rørelser. Som tænkere Ibsen dog
særskilt er kommen i berøring med, har man nævnt Hegel og Schopenhauer,
den sidste delvis slik som hans filosofi blev repræsentert gjennem Edv.
von Hartmanns filosofi. Og det er ogsaa paa en maate rigtig. Men intet
tyder paa at han virkelig har gjort sig fortrolig med de tankesystemer
som repræsenteres av disse navn. Ibsen har kommet i berøring med
hegelianismen. Den var jo uten nogen indskrænkning eneraadende i det
norske filosofiske ræsonnement, helt til digteren drog til utlandet og der
kom under ny indflydelse (henved 70-aarene). Et svakt islæt av hegelsk
dialektik kan spores leilighetsvis i det han skriver — særlig kan det her
vises til Keiser og Galilæer2. Men det vilde være faafængt at søke efter
nogen større fællesskap mellem digteren og Hegel. Likheten glipper straks
man kommer ut over saadant som en viss dualisme i opfatningen av
værdierne, en egen mening om forholdet mellem stof og form, imellem natur
og begrep. Og da Ibsen kom saa langt som til sine store
problemdramaer, fra »Samfundets støtter« av og fremefter, var hans filosofiske
tænkning orientert paa helt anden maate. »Keiser og Galilæer«, som kom ut i
1 Henrik Ibsens Efterladte Skrifter utg. av H. Koht og Julius Elias I, s. 76 ff.. 237 ff.
2 Sammenlign ogsaa „Huldrens hjem", Saml. Verker io, s. 333; fremdeles en uttalelse i
et brev til G. Brandes 1873 (Breve fra H. I. I, s. 276 fg.), deri Ibsen endnu uttaler
sig yderst skeptisk om den Stuart Mill’ske retning. Han forstaar ikke hvorledes nogen
kan skrive om filosofi uten at kjende Hegel eller den tyske videnskap overhodet. Her
forekommer ogsaa den hegelske betragtning: „Tingene" er jo dog noget ganske andet
end alskens urene forekomster og tilfældigheter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
